90 procent af kommunerne anvender arbejdsklausuler i udbudskontrakter inden for bygge- og anlægsarbejde samt i øvrige kontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt. Derudover anvender 70 procent af kommunerne altid eller ofte arbejdsklausuler i tjenesteydelseskontrakter. Det sker, selv om kommunerne ikke er forpligtede til at bruge arbejdsklausuler:
– Det er meget positivt at se, at kommunerne i den grad har taget klausuler til sig, og at udviklingen er i vækst og har stor politisk interesse i kommunerne. Jeg tror, de flotte tal skyldes, at mange kommuner de senere år er blevet meget mere bevidste om at bruge klausuler som et redskab til at sikre sig mod social dumping og unfair konkurrence, siger borgmester Jacob Bundsgaard fra Århus, der også er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
Ingen bagatelgrænse
Undersøgelsen viser også, at mange kommuner afsætter ressourcer til kontrolindsatsen for at undersøge, om arbejdsklausulen overholdes både på bygge- og anlægsområdet og i øvrige udbudskontrakter.
Samtidig anvender langt de fleste kommuner ikke en økonomisk bagatelgrænse for, hvornår kommunen bruger arbejdsklausuler i bygge- og anlægsarbejdskontrakter og tjenesteydelseskontrakter. Grænsen svinger meget fra kommune til kommune. Én kommune har oplyst, at kommunen anvender arbejdsklausuler ved bygge- og anlægskontrakter over 50.000 kroner, mens en anden kommune først anvender arbejdsklausuler ved bygge- og anlægskontrakter over 10 millioner.
Bankgaranti fordyrer
54 procent af kommunerne anvender kædeansvar både i forhold til bygge- og anlægskontrakter og i øvrige udbudskontrakter, mens 10 procent af kommunerne kun anvender kædeansvar i forhold til bygge- og anlægskontrakter. En række kommuner, som ikke bruger kædeansvar i dag, overvejer at styrke indsatsen på området (22 procent).
Enkelte kommuner begrunder deres manglende brug af kædeansvar med, at det kan være svært for mindre virksomheder at blive hyret ind på opgaver, hvis de skal stille med en bankgaranti. Andre kommuner udbyder altid i fagentrepriser, så problemet vurderes ikke at være stort. Nogen kommuner svarer, at man aktuelt drøfter muligheden for brug af kædeansvar politisk i kommunen.
Dagbøder
33 procent af kommunerne indarbejder mulighed for økonomiske sanktioner i form af dagsbøder ved misligholdelse af arbejdsklausulen. Også på dette område overvejer en række kommuner at styrke indsatsen, ligesom en række kommuner indarbejder ret til at tilbageholde dele af kontraktsummen ved misligholdelse af arbejdsklausulen til dækning af manglende løn hos medarbejdere i hele entreprenørkæden.
Undersøgelsen er gennemført i december 2014 og januar 2015. Samtlige 98 kommuner har svaret på undersøgelsen.