En tredjedel af Danmarks affald kommer fra bygge- og anlægsprojekter. Hvis Danmarks cirkulære ambitioner skal udleves, skal denne portion af den samlede affaldsbyrde anvendes bedst muligt.
Sådan lyder det fra Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald.
Undersøgelsen viser, at kommunernes miljøafdelinger har meget forskellige måder at tolke og håndhæve affaldsreglerne på, hvad angår bygge- og anlægsaffald.
Leder af videncenteret, Anke Oberender, genkender det tydelige billede.
– Vi hører ofte, at bygherrer, entreprenører og rådgivere oplever det som besværligt at navigere i reglerne om bygge- og anlægsaffald. Vi kan samtidig se, at det også er en vanskelig opgave for kommunerne at håndtere bygge- og anlægsaffald og håndhæve krav til mest mulig genbrug og genanvendelse, siger Anker Oberender.
Ud fra en liste over 13 navngivne miljøfarlige stoffer angiver kommunerne i undersøgelsen, hvilke stoffer de kræver byggematerialerne undersøgt for, før byggematerialerne bliver til affald. Svarene viser, at der er stor forskel på, hvilke krav den enkelte kommune stiller.
Flest kommuner kræver undersøgelser for PCB (89 %) efterfulgt af asbest (84 %) og bly (80 %). Færrest kræver undersøgelser for kulbrinter (33 %), klorparaffiner (47 %) og PAH’er (56 %).
I midterfeltet finder man en stribe af andre stoffer for eksempel kviksølv, kobber og cadmium
Behov for harmonisering
VHGB oplever, at en øget harmonisering på området for bygge- og anlægsaffald vil være fordelagtig for alle parter. Anke Oberender siger:
– Vi har gennemført undersøgelsen blandt andet for at give kommunerne klarhed over, hvordan man gør i andre kommuner. De kan forhåbentlig inspirere, og vi vil arbejde videre med at formidle resultaterne af undersøgelsen til kommunerne. Der er et stort behov for at højne videnniveauet og udvekslingen af viden om bygge- og anlægsaffald. Det gælder ikke kun i kommunerne, men også i byggebranchen og blandt bygherrer, siger Anker Oberender.
Kommunerne er én af de målgrupper, som VHGB understøtter med vejledning om byggeaffald, og de tegner sig for omtrent 20 procent af henvendelserne til videncentret.