Kommuner og regioner tættere på EU-millioner til klimahandling

27 kommuner og fem regioner har søgt Europa-Kommissionens Life-program om 126 mio. kroner og er nu kommet gennem et vigtigt nåleøje.
Efter første vurdering har Europa-Kommissionens Life-program godkendt, at det landsdækkende danske projekt kan fortsætte i kampen om EU-millioner. Foto: Gettyimages.

126 mio. kroner (17 mio. EUR) til at sætte fart på implementeringen af de politisk godkendte klimaplaner, der ligger klar i samtlige danske kommuner.

Sådan lyder opskriften fra partnerskabet Life Act, der består af 27 danske kommuner, de fem regioner og det Midtjyske EU-kontor, CDEU.

Partnerskabet har søgt Europa-Kommissionens Life-program om beløbet og efter første vurdering af ansøgning har kommissionen godkendt, at det landsdækkende danske projekt kan fortsætte i kampen om EU-millioner.

Læs også

Ny bevilling løfter netværk for grønnere byggeri

– Det endelige svar kommer senere på året, og intet er sikkert før da. Men vi har fået en flot evaluering, og den indledende godkendelse er en stor milepæl. Det betyder, at vi er blandt nogle ganske få europæiske projekter, der lever op til kravene i Life-programmet, forklarer Kim Kofod, udviklingsdirektør i Region Midtjylland og formand for styregruppen i Life ACT.

Flugter med EU’s ønsker

Partnerskabet har været under udvikling i to år og er dannet på baggrund af det DK2020-projektet, hvor danske kommuner sammen med de fem regioner har udfærdiget politisk godkendte klimaplaner, der lever op til Parisaftalen.

Målet med Life Act er at sætte fart på implementeringen af planerne og understøtter Klimaalliancen, der er et partnerskab mellem de fem danske regioner, KL og Realdania, om realiseringen af de kommunale handleplaner.

Læs også

Målretter ny portal til SVM’erne: Skal bygge mere bæredygtigt

Ifølge Lars Holte Nielsen, der er direktør for Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles og talsmand for DACOB, der er et samarbejde mellem repræsentationer for danske kommuner, regioner og universiteter i Bruxelles, viser Europa-Kommissionens positive evaluering af ansøgningen, at projektet er på helt rette vej:

Om Life Act

  • Partnerskabet består af 27 danske kommuner, de fem regioner samt det Midtjyske EU-kontor, CDEU. Hertil kommer forsyningsvirksomheden Lemvig Vand, rådgivningsvirksomheden Fjordland, det nordjyske NDEU samt trafikselskabet NT.
  • De støttende aktører omfatter Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Kystdirektoratet og Vejdirektoratet, 25 yderligere kommuner, såvel som 18 partnere til videns-udvikling og -udveksling, herunder alle danske universiteter og Concito.

– Det er en meget flot evaluering, som viser, at vi med ansøgningen har ramt en høj kvalitet, der virkelig flugter med det, som EU ønsker.

– Vi kan kun være tilfredse med Europa-Kommissionens tilbagemelding, som peger meget positivt fremad.

Fortsætter uanset udfald

Kim Kofod fortæller videre, at det er første gang, at et så bredt dansk partnerskab er gået sammen om at sikre en stor EU-bevilling til klimahandling – og han understreger, at samarbejdet fortsætter uanset ansøgningens udfald:

– Det er ikke et valg, om vi vil samarbejde om klimahandling. Det er en skal-opgave. Heldigvis har vi alle sammen stor lyst til at arbejde helhedsorienteret og på tværs, og vi er mange partnere, der har forpligtet os på samarbejdet, siger han.

Life Act håber at kunne starte projektet i januar 2025 med et samlet budget på 200 mio. kroner og en projektperiode på otte år.

Relateret indhold