Kloakeringstilbud til boligejerne

Miljøministeren mener, at man med en minimal hjælpepakke kan redde dårligt stillede husejere fra konsekvenserne af kloakeringstvang.
Et lovforslag lægger op til, at boligejere i landområder med lav husstandsindkomst kan få længere frist til betaling for tvangskoakering. Foto: Colourbox.
Et lovforslag lægger op til, at boligejere i landområder med lav husstandsindkomst kan få længere frist til betaling for tvangskoakering. Foto: Colourbox.

De økonomisk dårligst stillede husejere i det åbne land får ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) bedre mulighed for at betale for bedre spildevandsrensning på deres ejendom. Hvis man ikke har råd til at tilslutte sig kloaknettet eller på anden måde forbedre rensningen af spildevandet, når kommunen kræver det, kan boligejere i landområder med en lav husstandsindkomst med et nyt lovforslag få en længere frist til at forbedre spildevandsrensningen.

De kan også få tilbudt en afdragsordning hos spildevandsselskabet, så regningen på op til cirka 80.000 kroner ikke skal betales på én gang men over tre gange.

Fristforlængelse

Husejere, der har fået påbud om at forbedre spildevandsrensningen, kan bede om en fristforlængelse på tre år og derved ifølge ministeren få mere tid til selv at spare op.

Alternativet er, at kommunen beder spildevandsselskabet om at etablere et spildevandsanlæg på grunden og tilbyder grundejeren en afdragsordning. Herefter får borgeren regningen i rater på op til 20 år, og lånet tinglyses på boligen.

– Alle danskere har en klar interesse i et bedre vandmiljø. Med lovforslaget bliver det en mere overskuelig økonomisk post at gabe over, og jeg er godt tilfreds med, at vi på denne måde kan løse både et miljøproblem og et samfundsproblem, siger Kirsten Brosbøl.

Separatkloakering

Med et lån over 20 år vil det inklusiv renter koste 5-600 kroner om måneden med det nuværende renteniveau at tilbagebetale de 80.000 kroner, en tilslutning til kloaknettet cirka koster.

Det tredje led i lovforslaget er, at spildevandsselskaberne også får adgang til på frivillig basis at tilbyde boligejerne en slags abonnementsordning, hvor selskaberne mod løbende betaling overtager drift og vedligeholdelse af kloakledninger på boligejerens private grund.

Alt efter udformningen af aftalen mellem selskab og boligejer vil abonnementet også kunne dække kloakarbejde i forbindelse med de meget aktuelle klimatilpasningsløsninger som eksempelvis separatkloakering.

Symbolpolitik

Villum Christensen fra Liberal Alliance har tidligere peget på, at ministerens udspil er utilstrækkeligt i forhold til problemets omfang, og han slår fast, at indtægtsgrænsen på 300.000 kroner er alt for lav:

Det er symbolpolitik. Det giver jeg ikke så meget for. Alene i Slagelse Kommune er 1700 boliger teknisk insolvente. Den ordning, miljøministeren nu kommer med, forslår som en “skrædder i helvede”, siger Villum Christensen til Dagens Byggeri.

Relateret indhold