Papirisoleringsleverandørerne Papiruld Danmark og CBI Danmark er fusioneret. Således har Papiruld Danmark købt 51 procent af CBI Danmark. Ligeledes har CBI Danmark erhvervet 49 procent af Papiruld Danmark. Resultatet af sammenlægningen mellem de to markedsledende virksomheder er, at den nye isoleringsleverandør CBI Papiruld Danmark nu ser dagens lys.
– Med den nye stærke konstellation får vi mulighed for at bygge videre på de gode resultater, der er skabt hos både Papiruld Danmark og CBI Danmark. Begge virksomheders produkter er i særklasse, og med sammenslutningen af de mange kompetente medarbejdere er jeg sikker på, at CBI Papiruld Danmark har et enormt udviklingspotentiale, siger ejer af aktiemajoriteten i CBI Papiruld Danmark, Holger C. Hansen.
Han påpeger samtidig, at fusionen stemmer godt overens med Nordic Wood Industries strategi om at indtage en markedsledende position inden for bæredygtige byggematerialer.
Det perfekte match
Fusionen medfører, at den nuværende administrerende direktør for Papiruld Danmark, Jens Engbo Norddal, tiltræder som administrerende direktør for CBI Papiruld Danmark – og ifølge ham er der tale om det perfekte match.
– CBI Danmark har en solid kerne af engagerede medarbejdere, der alle medbringer flere års erfaring med rådgivning, byggeri, renovering, ingeniørvidenskab og bæredygtig forretning. Ligesom os er CBI Danmark kendt for sit brede netværk af kompetente og topprofessionelle isolatører, og de har desuden en høj kendskabsgrad blandt håndværkerne samt en stærk forankring rundt omkring hos tømmerhandlerne. Ligeledes er Papiruld Danmark førende på bæredygtig papirisolering. Vi har en markant profil, når det kommer til både projekt- og privatmarkedet, og vores næsten 30 år i branchen har sikret os en omfattende erfaring og knowhow, siger han.
Ser synergier opstå
Ifølge CBI Danmarks tidligere direktør og ejer Per K. Thomsen vil fusionen skabe en synergieffekt i organisationen, der kan levere specialiseret teknisk viden og knowhow.
– Fusionen er ikke bare ensbetydende med en produktmæssig konsolidering. CBI Danmark og Papiruld Danmark deler det samme værdigrundlag og tilfører hinanden nye styrker i forhold til en række parametre. Derudover skaber vores henholdsvis sjællandske og jyske beliggenheder en geografisk balancering, lyder det.
For Holger C. Hansen er det især de to virksomheders bæredygtige profiler, der skaber tro på potentialet i sammenlægningen.
– CBI Danmark kompletterer Papiruld Danmarks program med en række produktegenskaber, der er i fokus inden for både nybyggeri, renovering og vedligeholdelse. Isolering med papiruld er både en lettilgængelig, effektiv og ikke mindst bæredygtig vej til massive forbedringer af indeklimaet såvel som energiforbruget.