Ingeniør bruger kunstig intelligens til at lave perfekt bygningsdesign

En ingeniørstuderende har med en tidligere studiekammerat printet en gitterskalskonstruktion designet af kunstig intelligens. Graden af perfektion er så høj, at menneskelige ingeniører og arkitekter har svært ved at følge med.
Lasse Rahbek og hans nye gitterskal. Foto: Martin Gravgaard.
Lasse Rahbek og hans nye gitterskal. Foto: Martin Gravgaard.

Civilingeniør Lasse Rahbek har med en tidligere studiekammerat fra Aarhus Universitet printet en gitterskalskonstruktion. Det særlige ved modellen er, at den er tæt på at være perfekt, når det kommer til forholdene i vægt, styrke og stivhed. Derudover er det et computerprogram, der har klaret alt designarbejdet.

– Programmet laver en analyse, der sørger for, at kun de bedste designforslag kommer til ingeniøren. Det betyder, at konstruktionen opnår en fantastisk styrke, en smuk form og et minimalt materialeforbrug, siger Lasse Rahbek.

Han fik idéen til brugen af kunstig intelligens, da han lavede sit speciale. Det har han nu omsat til en algoritme, der kan lave gitterkonstruktioner, der overgår menneskets evne.

Genetisk udrensning af dårlige konstruktioner

Simplificeret fungerer programmet med at det laver en tilfældigt genereret generation af konstruktionsforslag. En algoritme sørger for, at alle konstruktionerne i teorien opfylder krav til stabilitet. Bagefter giver den konstruktionerne en score efter, hvor gode de er.

Den første generation af forældre bliver herefter sat sammen i par. Herfra parres forældrene, og kun de højest scorende elementer kommer videre i en ny generation af børn, hvis konstruktioner gennem evolution er blevet bedre end forældrene.

De dårlige konstruktioner bliver med andre ord sorteret fra. Processen, der ligger bag har lavet omkring 400 konstruktionsmønstre og 18 timers regnearbejde fra en computer. Det er væsentligt mindre end et hold af ingeniører ville kunne have klaret.

Overflødige ingeniører?

Selv om det lyder, som om ingeniørner ikke er nødvendige længere, skal computerens forslag stadigvæk godkendes. Ingeniører skal derfor selv fodre og styre den kunstige intelligens, ligesom de skal sørge at forslagene passer til det kommende byggeri.

– Jeg ser det som et værktøj, der finder frem til et godt resultat. Men det skal stadigvæk godkendes af ingeniøren, siger Lasse Rahbek til Dagens Byggeri.

Programmet med den kunstige intelligens er færdigt i løbet af 2018, hvor det er muligt, at det vil blive taget i brug i Hamiconsult, hvor Lasse Rahbek arbejder.

Som det ser ud nu, skal man forudinstille sit materialevalg, men det er på tegnebrættet, at computeren skal kunne finde det mest hensigtsmæssige materiale i fremtiden.

Relateret indhold