Klimarådets anbefalinger – om at en kommende klimalov bør være langsigtet og indeholde konkrete, langsigtede delmål for reduceringen af drivhusgasser – ser man positivt på hos Grøn Logik-alliancen.
Tiltag i én sektor kan godt løse udfordringerne i en anden – og vice versa. Det gør sig ikke mindst gældende, når det kommer til energieffektivisering i bygninger og erhverv. Det mener parterne bag Grøn Logik-alliancen.
Bygninger i drift står for 39 procent af energiforbruget og 20 procent af CO2-udledningerne – eller 31 procent, hvis man medregner indlejret energi i byggematerialerne til opførelse af nye bygninger. Samtidig er der flere sidegevinster at hente ved at prioritere energieffektivisering af byggeri og bygninger, herunder i form af folkesundhed, produktivitet, beskæftigelse, m.v. Derfor bør energieffektivitet betragtes som et bærende område i den grønne omstilling – og en kommende klimahandlingsplan bør opstille særskilte sektormål for byggeri og bygninger, lyder det fra Grøn Logik.
Sektormål giver fokus
Til en start bør Danmark i sin nationale energi- og klimaplan anføre, at Danmark vil udarbejde en sektorstrategi for bygge- og ejendomssektoren bl.a. med mål for energieffektivisering.
– Hvis Danmark skal nå målet på 70 procent reduktion af drivhusgasudledning inden 2030, er det helt afgørende, at der sættes krav til bygninger og energieffektivisering i handlingsplanen, så både forbrugere, bygningsejere, virksomheder, investorer og myndigheder skærper deres fokus på at energieffektivisere. Det er en forudsætning for, at vi som branche kan arbejde systematisk og langsigtet med den grønne omstilling og løfte vores del af ansvaret, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang, i en pressemeddelelse.
I Danmark har vi over to millioner bygninger, som kan gøres langt mere energieffektive. Samtidig bruges der alt for meget energi i vores industri, fordi vi ikke har foretaget de nødvendige effektiviseringer. Dermed er energieffektivitet et godt eksempel på, hvordan man politisk kan tænke på tværs af sektorer, som Klimarådet netop opfordrer til.
– I en kommende klimaplan bør energieffektivitet ses som et af de centrale omdrejningspunkter for klimaindsatsen. Ikke alene ved vi, at det vil gøre den grønne omstilling hurtigere og billigere: Et øget fokus på energieffektivitet kan også sikre grøn, dansk beskæftigelse og vækst – for slet ikke at tale om de fordele, der kan høstes i form af bedre indeklima og arbejdsmiljø. Et fokus på energieffektivitet er nødvendigt, hvis vi skal cementere Danmark som en drivkraft i international klimapolitik, supplerer direktør i Synergi, Katrine Bjerre M. Eriksen.