Et hårdt, men godt år for Hustømrerne: “Nu skal vi bygge videre”

Et stort minus i 2022 er vendt til plus på bundlinjen for fagentreprenøren, der har iværksat flere tiltag for at skabe en robust organisation i en turbulent branche.
- Grundlæggende set er vi tilfredse med resultatet for 2023, der foruden sorte tal på bundlinjen har budt på mange spændende projekter, siger adm. direktør Morten Sort (i midten).
- Grundlæggende set er vi tilfredse med resultatet for 2023, der foruden sorte tal på bundlinjen har budt på mange spændende projekter, siger adm. direktør Morten Sort (i midten).

Trods en øget omsætning til over 380 mio. kroner endte Hustømrernes 2022 med et minus i resultat før skat på 31,8 mio. kroner.

Læs mere: Aarhus-afdeling sender Hustømrerne i stort minus

Derfor startede virksomheden 2023 ud med en forsigtig optimisme, fortæller adm. direktør i Hustømrerne, Morten Sort:

– Året forinden var et hårdt år for os. Vi lavede derfor en klar strategi for virksomheden, og gennem 2023 har vi iværksat flere tiltag for at skabe en robust organisation. En organisation, der nu er bedre rustet til at håndtere denne turbulente branche. 2023 var derfor et hårdt, men godt år for Hustømrerne.

Omstrukturering og afdeling på Fyn

Virksomhedens netop offentliggjorte årsregnskab for 2023 viser en omsætning på 347,4 mio. kroner svarende til et fald på 9,1 % ift. 2022. Egenproduktionens andel af den samlede omsætning er steget og udgør 89 % mod 84 % i 2022. Årets resultat før skat udgør 4,3 mio. kroner, og indtjeningen udgør dermed 1,2 % ift. omsætning.

Læs også: Nordjysk gulvleverandør går i svensk offensiv

– Helt konkret har vi nedskaleret vores afdeling i Aarhus. Derfor ser vi et fald i den samlede omsætning set ift. 2022, men vi har gang i nogle gode opgaver, og vi er optimistiske ift. Hustømrernes position i Aarhus, siger Morten Sort og tilføjer, at virksomheden har iværksat en omstrukturering af afdelingsstrukturen:

– Det betyder, at Hustømrerne nu ledes fra to regioner (Nord og Syd), hvor Aarhus og Aalborg har Frederik Fyllgraf som regionschef, og Kolding, Rødekro og Odense har Brian Dall som regionschef. Den nye regionsstruktur har bidraget til en endnu større vidensdeling på tværs af afdelingerne, og der kan i højere grad trækkes på de ressourcer, hver afdeling besidder.

Læs også: Malmos’ regnskab giver større frihed til grøn udvikling

Desuden oprettede Hustømrerne i 2023 en ny afdeling på Fyn med kontor i Odense.

– Grundlæggende set er vi tilfredse med resultatet for 2023, der foruden sorte tal på bundlinjen har budt på mange spændende projekter. Nu handler det bare om at se fremad og bygge videre på det fundament, vi har skabt i 2023.

Relateret indhold