Det skal være lettere at byde på byggeopgaver

Den danske byggesektor skal styrkes - det gælder også det almene byggeri.
Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), mener, at det er helt afgørende, at det almene byggeri er en del af dagsordenen, når vi taler om at styrke byggeriet. Foto: Claus Bjørn Lykke.
Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), mener, at det er helt afgørende, at det almene byggeri er en del af dagsordenen, når vi taler om at styrke byggeriet. Foto: Claus Bjørn Lykke.

Ikke færre end tolv ministerier har været med til at udarbejde den byggepolitiske strategi med 34 initiativer på tværs af en lang række ministerier. Den danske byggesektor beskæftiger i størrelsesordenen 150.000 personer og udgør cirka fem procent af samfundsøkonomien.

– Vi har i dag omkring 600.000 boliger i det almene byggeri, og der bor omkring en million mennesker. De samlede investeringer i alment nybyggeri og renoveringer støttet af Landsbyggefonden har i gennemsnit ligget på omkring 14 milliarder kroner årligt de sidste fem år. Det er derfor helt afgørende, at også denne del af byggeriet er en del af dagsordenen, når vi taler om at styrke byggeriet og udvikle det, siger minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).

Alment byggeri

Ministeriet har bidraget til strategien med initiativer, der skal gøre det lettere for virksomhederne at byde ind på overgaverne:

– En reduktion af omkostningerne i det almene boligbyggeri vil givet vis skærpe konkurrencen på byggemarkedet og gøre alle involverede mere omkostningsbevidste – og byggeriet mere effektivt. Jeg er ikke i tvivl om, at der er en gevinst at hente, men jeg siger ikke, at det kan gøres med et snuptag. Nu kigger vi tingene efter i sømmene, og jeg ser også frem til, om der er inspiration at hente i udlandet. Alle input, der kan bidrage til effektivisering af det almene byggeri, er velkomne. Det støtter boligbyggeriet og det støtter leverandørerne, siger Carsten Hansen.

Relateret indhold