De mellemstore har det sværest

Både de store og de små byggevirksomheder er blevet bedre til at tjene penge. Men midtergruppen har det sværere, viser ny analyse.
Der venter de mellemstore byggevirksomheder vigtige strategiske valg fremadrettet, mener Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.
Der venter de mellemstore byggevirksomheder vigtige strategiske valg fremadrettet, mener Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.

Om analysen

  • Analysen af den danske bygge- og anlægsbranche udarbejdes årligt af Deloitte og Dansk Byggeri. Analysen omfatter de udførende byggevirksomheder, dvs. tømrere, murere, malere og entreprenører. Den bygger på regnskabstal fra i alt 3.388 virksomheder.

Den danske byggebranche har længe set mod lysere tider som følge af øget aktivitet. Det slår nu tydeligt igennem i de seneste årsregnskaber. Det gennemsnitlige resultat pr. medarbejder er således steget 9 pct., mens overskudsgraden for første gang i flere år har sneget sig over den magiske grænse på 5 pct. Det viser en analyse udarbejdet af Dansk Byggeri og Deloitte.

– Over en bred kam oplever vi en bygge- og anlægsbranche, der er inde i en positiv udvikling. Flere virksomheder har overskud, og flere har det over en længere periode. Samtidig er færre virksomheder i fare for at gå konkurs. Forbedringerne er især skabt af en øget efterspørgsel efter nybyggeri fra både privatpersoner og virksomheder, siger partner i Deloitte, Thomas Frommelt.

Vil de mellemstore virksomheder dække flere dele af værdikæden, eller vil de specialisere sig yderligere? Alene at konkurrere på prisen er næppe holdbart i længden.

Lars Storr-Hansen Adm. direktør, Dansk Byggeri

Svært i midten

Andelen af virksomheder, der har overskud, er således steget fra 85 pct. i 2014 til 86 pct. i regnskaberne fra 2015. Andelen af virksomheder, der har haft overskud tre år i træk, er ligeledes steget fra 60 pct. til 64 pct.

– Det er især de helt store og helt små virksomheder, der er blevet bedre til at tjene penge. De store har mulighed for at byde ind på de mest profitable entrepriser, mens de små nyder godt af at være hurtige og fleksible. Derimod er der en midtergruppe, der har sværere ved at få økonomien til at hænge sammen. Her er man nødt til at have ekstra godt fat om projektstyring og rentabilitet, siger Thomas Frommelt.

Optimeret samarbejde

Ifølge Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri, bør byggebranchen generelt have fokus på at øge rentabiliteten.

– Byggeriets værdikæde er relativt opsplittet, ligesom branchen er kendetegnet ved en forholdsvis skarp fagopdeling med mange forskellige indgangsvinkler. De udførende virksomheder bør derfor arbejde målrettet på at optimere samarbejdsrelationerne hen over hele værdikæden. Det er en kilde til at øge lønsomheden, siger Lars Storr-Hansen.

Vigtige valg

Han er også enig i, at de mellemstore virksomheder står over for en række afgørende strategiske valg.

– Vil de dække flere dele af værdikæden og derved sikre sig en større andel af værditilvæksten? Eller vil de specialisere sig yderligere og konkurrere på viden og kompetencer inden for ét område? Det er den slags valg, der kommer til at afgøre, hvordan fremtiden ser ud. Alene at konkurrere på prisen er næppe holdbart i længden, siger han.

Bygningsentreprenører har som tidligere år et betydeligt højere primært resultat pr. ansat end de øvrige underbrancher. Derimod ligger maler-, murer- og tømrervirksomheder typisk i den lave ende, eftersom de i højere grad sælger timeydelser frem for materialer.

Årets absolut største fremgang findes blandt betonvirksomhederne.

Læs analysen her.

Relateret indhold