Davidsen tramper pedalen i bund på Fyn

Byggemarkedskæderne kæmper benhårdt på markedsandelene - på Fyn indfører Davidsen nu døgnåbent i Odense.
Travle håndværkere skal ikke gå ned på manglende materialer - Byggemarkedskæden Davidsen holder nu åbent døgnets 24 timer i Odense. Foto: Pressefoto.
Travle håndværkere skal ikke gå ned på manglende materialer - Byggemarkedskæden Davidsen holder nu åbent døgnets 24 timer i Odense. Foto: Pressefoto.

Fyn er en af de varmeste landsdele, når det kommer til byggemarkedernes kamp om kundernes gunst.

Både Stark, Bygma og Davidsen har åbnet nye afdelinger i kampen om at være den førende leverandør til de fynske håndværkere og øvrige byggemarkedskunder. Nu smider Davidsen et nyt kort på bordet. I deres centrale afdeling i Odense, indfører kæden døgnåbent, så travle kunder kan få materialer på selv de mest skæve tidspunkter.

– Vi hjælper til at effektivisere håndværkernes arbejdsdag. Det er en service, som møder et konkret behov hos kunderne for afhentning af bestilte materialer på alle tider af døgnet, forklarer Tony Degn Hansen, regionsdirektør på Fyn hos Davidsen.

Davidsenkæden mener, at det netop er afgørende for håndværkerne og andre i byggeriet, at de med kort tidsinterval kan bestille og afhente eller få leveret materialer.

Forventningen er, at det typisk er de mindre håndværksfirmaer, der har behov for at kunne bestille og afhente deres varer udenfor normal åbningstid.

– Min klare forventning er også, at vi med Davidsens døgnservice imødekommer både jyske og fynske håndværkere, der gerne afhenter ved 4-5-tiden om morgenen på vej mod f.eks. København eller det øvrige Sjælland. Det er en trafik på tværs af Fyn, der i perioder er ret udtalt, og som vi nu også er klar til at betjene endnu bedre med helt fleksible afhentningsmuligheder, forklarer Kåre Møller, trælastdirektør i Odense.

Især på Sydfyn har byggemarkedskæderne skærpet krigen, og aktuelt bygger Davidsen lige nu et nyt, stort erhvervscenter i Svendborg, der skal udrulle Davidsen-konceptet til hele det sydlige Fyn.

Relateret indhold