Dansk El-Forbund langer ud efter regeringen

Der var hårde ord til regeringen i formand Jørgen Juul Rasmussens mundtlige kongresberetning.
Dansk El-Forbunds formand var overvejende kritisk overfor regeringens ageren, da han åbnede forbundets kongres i Aalborg. Der har været flere positive tiltag, som har øget beskæftigelsen, men generelt er han ikke tilfreds. Foto: Colourbox.
Dansk El-Forbunds formand var overvejende kritisk overfor regeringens ageren, da han åbnede forbundets kongres i Aalborg. Der har været flere positive tiltag, som har øget beskæftigelsen, men generelt er han ikke tilfreds. Foto: Colourbox.

Dansk El-Forbund holder i disse dage i Aalborg sin 31. kongres, og i sin beretning havde formand Jørgen Juul Rasmussen både medbragt ris og ros til den siddende regering. Dog mest kritik, men han fastslog samtidig, at et regeringsskifte til den borgerlige side ikke er at foretrække.Mellem de kritiske kommentarer til regeringen – direkte henvendt til Socialdemokraterne – havde formanden også pæne ord til regeringen, men de blev ledsaget af et stort “men”:

– Jo, den har givet os bolig-job-ordningen. Jo, den har sat nogle infrastruktur-programmer i gang. Begge dele har været med til at øge beskæftigelsen for os elektrikere. Men når vi ser bort fra det og fra finanslovsforslagets oplæg til at trække fagforeningskontingentet fra i skat, og når vi ser bort fra beskæftigelsesreformens afvikling af tåbelige aktiveringskurser for arbejdsløse, ja, så synes jeg, at der har været langt mellem snapsene, sagde formanden fra talerstolen.

Jørgen Juul Rasmussen talte om et arbejderparti, som ifølge hans opfattelse ikke lytter til dem, der arbejder.

– Sådan er det blevet, sagde han.

Satsning

Som eksempel brugte forbundsformanden de lovændringer, regeringen har gennemført på autorisationsområdet. De har blandt andet betydet indførelse af delautorisationer, og at visse former for el-arbejder undtages fra kravet om autorisation. Ingen af forbundets mange indvendinger, der blandt andet byggede på advarsler fra en uvildig ekspert, fandt vej til det endelige resultat.

– Vores erhvervs- og vækstministers stærkt liberalistisk inspirerede optræden i sagen burde indbringe ham øgenavnet Henrik “Sats” Larsen: Det er da noget af en satsning, når man helt ser bort fra eksperters advarsler om en dramatisk forøget risiko for el-brande, sagde Jørgen Juul Rasmussen.

Der var mere ris til regeringen, da Jørgen Juul Rasmussen omtalte dens ultimative krav om aflevering af fridage forud for trepartsforhandlingerne, de bebudede besparelser på arbejdsmiljøområdet og i omtalen af den stigende ulighed. Samtidig understregede han dog, at de kritiske bemærkninger ikke var udtryk for, at det blå alternativ var at foretrække. Tværtimod.

Ellers var beretningen orienteret mod elektrikerne, forbundet og resultaterne i de fire forgangne år: Overenskomstforhandlinger, erhvervsuddannelsesreform og en helt ny elektrikeruddannelse, der er på vej.

Kongressen slutter på fredag.

Relateret indhold