Byggeriet rammes hårdt af besparelser

- Regeringen vil i den kommende tid skulle træffe svære beslutninger om at afvikle eller udskyde allerede igangsatte og planlagte byggeprojekter, mener finansministeren.
Finansministeren varsler i kasseeftersynet besparelser i de offentlige anlægsprojekter gennem de kommende par år. Foto: Stig Stasig.
Finansministeren varsler i kasseeftersynet besparelser i de offentlige anlægsprojekter gennem de kommende par år. Foto: Stig Stasig.

Meget tyder på, at bygge- og anlægssektoren endnu en gang kommer til at agere ‘konjunkturøkonomisk prügelknabe’, når regeringen skal have den kommende Finanslov 2016 til at gå op.

Det fremgår af det såkaldte kasseeftersyn, at de offentlige investeringer i 2017 og 2018 skønnes at ligge væsentligt over det, som er forudsat i de seneste fremskrivninger for dansk økonomi:

Derfor vil regeringen i den kommende tid skulle træffe svære beslutninger om at afvikle eller udskyde allerede igangsatte og planlagte byggeprojekter.

Claus Hjorth Frederiksen Finansminister

– Derfor vil regeringen i den kommende tid skulle træffe svære beslutninger om at afvikle eller udskyde allerede igangsatte og planlagte byggeprojekter, skriver finansminister Claus Hjorth Frederiksen i sin redegørelse.

– I lyset af de krævede tilpasninger i de kommende år er der ikke rum til at igangsætte nye investeringsprojekter udover de gældende rammer og budgetter. For at undgå at denne situation gentager sig, vil vi fremover sikre en bedre styring og tværgående prioritering af de offentlige investeringer, hedder det videre.

Behæftet med usikkerhed

Det skønnes, at de offentlige investeringer skal tilpasses med i størrelsesordenen 4 milliarder kroner i 2017 og 1-2 milliarder kroner i 2018.

Der peges dog også på, at skønnet over de offentlige investeringer fra 2017 og frem er behæftet med usikkerhed. Det skyldes blandt andet, at byggeaktiviteten på de store infrastrukturprojekter og sygehusbyggerier kan rykke sig imellem de enkelte år.

De samlede boliginvesteringer ventes at stige med én procent i 2015 og syv procent i 2016, mens erhvervsinvesteringerne skønnes at vokse tre procent i år og syv procent næste år.

Det noteres blandt andet, at antallet af ledige erhvervslokaler fortsat er højt på grund af den overkapacitet, der blev opbygget som følge af byggeboomet i 00’erne.

Advarsel

Cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri advarer regeringen mod, ‘at samfundsnødvendige investeringer udskydes for at give plads til højere offentligt forbrug på de bløde velfærdsområder’:

– Særligt at de kortsigtede valgløfter på de bløde velfærdsområder finansieres ved at neddrosle de samfundsnyttige offentlige investeringer, som er en forudsætning for langsigtet vækst i økonomien, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold