J. Beese VVS og Blik har i 50 år beskæftiget sig med VVS og blikkenslagerarbejde samt service og eftersyn på VVS-installationer. Det kommer de også til fremadrettet. Men nu som en del af Bravida-koncernen.
De 12 mand og den årlige omsætning omkring 10 millioner kroner er netop blevet opkøbt af installations-konglomeratet, som sidste regnskabsår havde en årlig omsætning i Danmark på små 2,8 milliarder kroner.
– Vi har haft et ønske om at styrke vores service- og installationsforretning på VVS i Odense og står med købet af aktiviteterne i J. Beese VVS og Blik stærkere, da de har en god tilgang til kunderne, en stærk kundeflade og godt ansigt i byen. Vi får med opkøbet også nogle dygtige medarbejdere ind i den eksisterende afdeling, der gør at Bravida Odense VVS står stærkt til fremtiden, siger regionsdirektør i Bravida Danmark, Jørn Tønnes.
Klar til integration
J. Beese VVS og Bliks medarbejdere bliver i starten af 2021 en del af Bravidas Region Syd, og de vil fortsætte med at servicere deres nuværende kunder.
– Vi ønsker hele tiden at holde os opdaterede på de nyeste metoder og teknologier indenfor faget, så vi kan tilbyde vores kunder optimale VVS løsninger til konkurrencedygtige priser. Som en del af Bravida kan vi fortsætte med denne udvikling og tage yderligere skridt med Bravida, der har det samme fokus. At blive en del af en større koncern giver både os og vores kunder mange fordele, siger Ole Beese Nielsen, som ejer J. Beese VVS og Blik A/S sammen med Peter Beese Nordberg.
Samtlige 12 medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller med Ole Beese som afdelingsleder og Peter Beese Nordberg som serviceleder. Søren Larsen, afdelingschef for Bravida VVS i Odense, vil være ansvarlig for aktiviteterne.
Integration af virksomheden over i Bravida sker 1. februar 2021, hvilket i praksis betyder at virksomheden indtil videre forsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.