Forleden viste tal fra FinansDanmark den laveste interesse for lån til boligkøb i fem år, oplyser DI´s skatte- og boligøkonom Bo Sandberg, der også har studeret de nyeste handelstal fra Boligsiden.dk, der gælder til og med august:
– Og så længe vi ikke har set de sidste rentestigninger, har vi heller ikke set de sidste boligprisfald. Igen er det dog vigtigt at understrege, at der stadig er pæn aktivitet på boligmarkedet vest for Storebælt, hvor det fortsat lave boligudbud også stadig holder hånden under priserne, siger Bo Sandberg.
I august blev der handlet 6.325 boliger, hvilket betyder, at der blev handlet en bolig et sted i landet hvert 7. minut. Da boligmarkedet var varmest i foråret 2021, blev der handlet en bolig ca. hver 3½ minut døgnet rundt, alle ugens dage.
– Der er en kraftig korrektion i gang i markedet, hvor de meget høje lejlighedspriser i hovedstaden skal ned. Samtidig er reglerne om forældrekøb blevet skærpet, ligesom den kommende skattereform 2024 betyder, at der forventeligt skal betales relativt mere i ejendomsskat for ejerlejligheder i storbyerne sammenlignet med for parcelhuse i provinsen. Og den kendsgerning er allerede begyndt at sætte sig i handelspriserne her 1½ år før skattereformen træder i kraft og mens de fleste boligejere desværre stadig venter på nye ejendomsvurderinger, siger Bo Sandberg.
Købere og sælgere er ved at finde hinanden
Også ejendomsmæglerkæden Nybolig har kigget på tallene fra Boligsiden.dk. Her oplever man en ny tendens på ejerlejlighedsmarkedet efter en ellers stille sommer. De friske månedstal fra Boligsiden viser nemlig, at salget af ejerlejligheder er steget fra 841 salg i juli til 1.102 salg i august.
– Selvom der er tale om en mindre stigning, er markedsbevægelser som disse alligevel vigtige at bemærke. De kan være indikationen på, at der igen er ved at komme balance i markedet efter flere måneder præget af en vis grad af usikkerhed grundet pludseligt stigende boligrenter og inflation, siger adm. direktør Peter J. Mattsen.
Han ser en indikation af, at ejerlejlighedsmarkedet er ved at stabilisere sig, og ikke mindst at købere og sælgere igen at begyndt at finde hinanden.
– Købere og sælgere har de seneste måneder skulle finde hinanden i et marked, der på kort tid har ændret sig ganske betragteligt. Sælgerne har skulle vænne sig til, at boligkøberne nu ønsker at forhandle mere om prisen end tidligere. Det er et vilkår, når markedet ændrer sig, som det gør i øjeblikket, siger Peter J. Mattsen.
Byg flere lejelejligheder
DI’s Bo Sandberg ser en klar tendens til, at lejlighedsmarkedet de kommende 1-2 år vil bevæge sig fra ejer- til lejelejligheder.
– Denne tendens er en normal følgesvend, når vi bevæger os ind i mere usikre økonomiske tider, siger Bo Sandberg og kommer med en klar opfordring:
– Og det vil også påvirke byggebranchen, hvor man kun kan håbe på, at øget byggeri af lejelejligheder kan dække noget af det hul i markedet, der kommer af færre projektlejligheder og færre typehuse, siger han.