BIG udvider partnerkredsen

BIG-Bjarke Ingels Group udnævner nye partnere og associerede på tegnestuens kontorer i både København og New York.
Bjarke Ingels Group har rygende travlt, og i øjeblikket udstilles deres mange projekter på National Building Museum i Washington D.C. Foto: BIG.
Bjarke Ingels Group har rygende travlt, og i øjeblikket udstilles deres mange projekter på National Building Museum i Washington D.C. Foto: BIG.

BIG-Bjarke Ingels Group har udnævner fire nye partnere og 17 associerede på tegnestuens kontorer i henholdsvis København og New York og flytter samtidig den amerikanske afdeling ind i større lokaler på 61 Broadway i Financial District på Manhattan.

Udvidelsen skal ifølge BIG-Bjarke Ingels Group sikre en fortsættelse af den udvikling og fremdrift, som blev igangsat allerede for 10 år siden.

Projekterne fra perioden kan lige nu opleves på udstillingen “Hot to cold: an odyssey of architectural adaptation” på National Building Museum i Washington D.C.

BIG-Bjarke Ingels Group har 230 arkitekter fordelt på tegnestuer i New York og København, og dy nye partnere og associerede indgår i den eksisterende ledelseskreds, som består af otte partnere.

Global tegnestue

– Med åbningen af en afdeling i New York for små fire år siden er vi virkelig blevet en global tegnestue med fantastiske og udfordrende projekter i flere end 20 lande. Det er et naturligt skridt for os at udvide vores ledelseskreds med nogle af kerne-medarbejderne i BIG. Mine nye partnere og associerede er venner og kollegaer, som jeg har den dybeste respekt og beundring for og som er helt afgørende for vores fortsatte udvikling og opdagelsesrejse, siger selskabets stifter Bjarke Ingels.

Fire nye partnere

Den eksisterende ledelsesgruppe blev etableret i 2009 og udvides nu med:

Beat Schenk, hvis samarbejde med Bjarke Ingels begyndte med New York-afdelingens åbning i 2011. Beat Schenk er projektleder for West 57 i New York og Vancouver House i Canada, som forventes at fejre første spadestik i marts.

Daniel Sundlin, som begyndte som arkitekt på BIG i København i 2008 senest har stået i spidsen for Audemars Piguet museet i Schweiz og Paris Parc universitetsbygningen i Paris.

Jakob Sand har været på BIG i København siden 2011 og har stået for det prisvindende MECA kulturcenter i Bordeaux samt en række andre af BIGs projekter i Frankrig.

Brian Yang som har samarbejdet med BIG og Bjarke Ingels siden 2007, da han blandt andet var projektleder for Amager Bakke i København og det kommende Lego-oplevelsescenter i Billund, som forventes at slå dørene op i løbet af 2017.

Fortsat vækst

– Med udnævnelsen af nye partnere og associerede ønsker vi at markere deres enestående og professionelle indsats hos BIG over en årrække. Udvidelsen af vores ledelseskreds er samtidig et led i BIG’s fortsatte vækst og udvikling, siger CEO Sheela Maini Søgaard, BIG.

De nyudnævnte associerede i København er: Cat Huang, Frederik Lyng, Gabrielle Nadeau, Hanna Johansson, Jakob Henke, João Albuquerque, Ole Elkjær-Larsen.

De nyudnævnte associerede i New York er: Agustin Perez-Torres, Iben Falconer, Christopher White, Daniel Kidd, David Brown, Leon Rost, Doug Stechschulte, Martin Voelkle, Ziad Shehab, Sören Grünert.

Relateret indhold