Bæredygtig facadeløsning vinder finale i vækst

Nordjyske Komproment er netop kåret som virksomheden med det største vækstpotentiale indenfor Scale-Up Denmarks center for Energieffektive Teknologier.
Komproment-teamet med Niels Heidtmann yderst til højre. Foto: Scale-Up Denmark.
Komproment-teamet med Niels Heidtmann yderst til højre. Foto: Scale-Up Denmark.

Next Step Challenge

  • Next Step Challenge er en del af det nationale vækstinitiativ Scale-Up Denmark, et initiativ fra de fem danske regioner samt Erhvervsstyrelsen.
  • Scale-Up Denmark består af 12 elitetræningscentre fordelt på 12 brancher. Next Step Challenge driver tre af disse centre.
  • Next Step Challenge er et konsulenthus med fokus på vækst og bæredygtig strategiudvikling indenfor industrierne “Energi”  og ‘Oplevelseserhverv & Turisme’.
  • Det er en vækstaccelerator, som bidrager til at identificere nye innovative forretningsmodeller og accelerere virksomheder med vækstpotentiale.

Der er grobund for vækst i den nordjyske virksomhed Komproment Danish Building Design. I hvert fald hvis man spørger dommerpanelet i centeret for Energieffektive Teknologier, som hører under Scale-Up Denmark.

– Vi har her en innovativ virksomhed med stort potentiale. Bæredygtighed kombineret med dansk design skaber fremtidens boliger og understøtter FN’s Verdensmål, lyder vurderingen fra Preben Mejer, der sad med i det femmands dommerpanel, som kårede den nordjyske virksomhed som vinder blandt finalisterne i kategorien for Energieffektive Teknologier.

Panelet var ikke i tvivl om at kåre Komproment som vinder. Virksomheden leverer tag- og facadeløsninger, der ventilerer bygningen og samtidig består af bæredygtige naturmaterialer. Flere af løsningerne har eksempelvis indbyggede solceller. Da facadeløsningerne desuden kan genanvendes adskilt, er koblingen til cirkulær økonomi i byggebranchen fremtrædende.

– Komproment leverer et produkt der på alle måder møder bæredygtighed, miljø- og klimahensyn kombineret med et helt unikt design fortæller Lisbeth Valther, der også sad i dommerpanelet.

Klar med fem-års plan

Den nordjyske virksomhed har gennem et Next Step Challenge forløb fået sparring til en strategiplan for de næste fem år. Målet er at blive den førende leverandør af facadeløsninger i flere lande, og det kræver et solidt afsæt.

– Vi gik med i programmet fordi vi manglede erfaring udefra og nu står vi med en klar fokuseret strategi og en ledestjerne for vores virksomhedsudvikling over de næste fem år. Også selvom det er lidt udfordrende at arbejde med en fem-års strategiplan for eksport – midt i en coronakrise, siger Niels Heidtmann, Komproment.

Komproment Danish Building Design, der har 20 ansatte, er tidligere modtagere af henholdsvis byggeriets Klimapris i 2010 samt Byggeriets miljøpris i 2018. Virksomheden vandt også den Europæiske SME Award i 2018.

Virksomheden går nu videre til Scale-Up Denmark’s nationale finale hvor Danmarks mest skalerbare virksomhed på tværs af brancher kåres 4. juni.

Relateret indhold