Om Arkitema
- Virksomheden beskæftiger 563 medarbejdere på fem kontorer i Danmark, Sverige og Norge.
- Arkitektvirksomheden arbejder inden for seks forretningsområder: bolig, erhverv, uddannelse, sundhed, kultur, urban og infrastruktur.
Umiddelbart efter den første corona-nedlukning i marts, oplevede Arkitema en kort periode med opbremsning. Den varede dog kun nogle få uger, og efterfølgende oplevede arkitektvirksomheden stor efterspørgsel. Det har smittet positivt af på virksomhedens regnskab, oplyses det i en pressemeddelelse.
Virksomheden oplevede fremgang i omsætningen på tværs af alle arbejdsområder i alle tre skandinaviske lande, hvor Arkitema er til stede. Omsætningen landede på 548 millioner danske kroner, hvilket er en stigning på 25 procent i forhold til 2019. Årets resultat før skat blev på 23 millioner danske kroner, hvilket er en markant fremgang sammenlignet med 2019, hvor resultatet før skat blev -1,4 millioner danske kroner.
– Det er et meget glædeligt resultat, der er virkelig stærkt på alle parametre. Med corona in mente, så er jeg virkelig stolt over det arbejde som alle i Arkitema har gjort. Alle kolleger har formået at omstille sig ad flere omgange til nye arbejdsgange, og vi har virkelig set, hvordan vores kultur og sammenhold, har været med til at bære os igennem disse udfordrende tider, siger Managing Director, Thomas Kveiborg, og tilføjer:
– På trods af udfordringerne, som alle har haft, er den samlede byggebranche kommet fantastisk godt igennem krisen. Derfor har vi også kunnet fortsætte med at følge strategien på vores markeder og indfri vores målsætning.
Norsk marked udmærker sig
Arkitema har gennem en årrække været stærkt funderet i både Danmark og Sverige, mens man i 2020 også fik bidt sig godt fast på det norske marked. I Norge er det især store sygehus- og uddannelsesprojekter, der begynder at kunne ses på bundlinjen, og samtidig sikre arbejdspladser flere år ud i fremtiden. Derfor varsler Arkitema også yderligere vækst i Norge i 2021, hvor der kommer fokus på at indtage nye markeder og etablere nye kontorer.
Desuden har integrationen med Cowi, der opkøbte Arkitema i 2019, udviklet sig hurtigere end planlagt, hvilket blandt andet betyder, at en stadig stigende del af Arkitemas omsætning nu kommer fra projekter udført i samarbejde med netop Cowi.
Alle elementer forventer direktøren fortsat vil have en positiv afsmitning på både omsætning og resultat for 2021, hvor Arkitema også har sigtekornet rette mod nye forretningsområder i Danmark. Virksomheden har allerede lavet investeringer, der skal sikre en stærkere tilstedeværelse inden for infrastruktur, industri og mobilitet.
– Vores strategiske fokus er at videreudvikle vores position i Danmark, Sverige og Norge og udvikle området for infrastruktur i samarbejde med øvrige Cowi-ejede virksomheder. I løbet af 2021 vil vi få tilført betydelige kompetencer på dette område, og derfor ser vi meget positiv på det kommende år. Vi holder næsen i sporet på vores vækststrategi, som vi virkelig har leveret på i år, og som jeg er sikker på, at vi fortsat vil levere på i de kommende år, spår Thomas Kveiborg.