Om MT Højgaard A/S
- MT Højgaard A/S er en af Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder med cirka 1550 medarbejdere ? heraf 800 funktionærer og 750 timelønnede medarbejdere.
- MT Højgaard står blandt andet for opførelse, vedligehold og renovering af ejendomme til beboelse, industri og erhverv og alle former for anlægsarbejde såsom veje, broer og havne.
Hos en af Nordens største bygge- og anlægsvirksomheder har arbejdsmiljø og nedbringelse af arbejdsulykker i flere år været meget højt på den strategiske agenda. Det bærer nu for alvor frugt.
MT Højgaards ulykkesfrekvens, det vil sige antal arbejdsulykker pr. én million arbejdstimer, er faldet over de seneste år fra 10,7 i 2017 til 5,9 i både 2018 og 2019. Det er væsentligt under branchegennemsnittet på 25,4 i 2018.
– Det er et resultat af, at arbejdsmiljø har været på toppen af dagsordenen, også hos den øverste ledelse. Og vores medarbejdere giver klart udtryk for, at det bliver værdsat, at vi passer på dem, mens de er på arbejde, så de kommer sikkert hjem til familien om eftermiddagen, siger Vinnie Sunke Heimann, der er arbejdsmiljø- og kvalitetsdirektør hos MT Højgaard.
Som arbejdsmiljødirektør har hun stået i spidsen for at føre en lang række initiativer igennem, og ifølge direktøren har succeskriterierne netop været hele tiden at prikke til medarbejdernes bevidsthed om at tage arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen seriøst.
– Vi har lært, at der hele tiden skal nye tiltag til for at holde fokus på arbejdsmiljøet og sikkerheden. Ellers bliver det en rutine, og så ryger fokus over på andre ting end sikkerheden, siger hun.
Brætspil øger sikkerhed
Eksempelvis har MT Højgaard indført såkaldte sikkerheds-timeouts, som alle formænd på pladserne skal holde hver 14. dag for deres timelønnede medarbejderne. Her kommer virksomhedens arbejdsmiljøafdeling med input i form af et aktuelt emne, ny lovgivning eller et eventuelt påbud, som formænd og resten af byggeledelsen drøfter med medarbejderne.
– Vi analyserer kontinuerligt, hvorfor arbejdsulykker sker. Og analyserne viser, at der er tre områder, hvor der ofte er mangler i sikkerhedsarbejdet. Det er i planlægningen af arbejdsopgaver, i instruktionen af medarbejdere og i tilsynet på arbejdspladserne. Det er der, vi sætter ind med indsatser, for har man styr på de tre ting, har man styr på det meste, siger Vinnie Sunke Heimann.
Blandt andre tiltag er en helårlig arbejdsmiljøuge med fokus på arbejdsmiljø på alle byggepladser og kontorer, brug af animationsfilm og endelig mere sociale aktiviteter som brætspillet ‘Arbejdsmiljøspillet’. Spillet har MT Højgaard selv udviklet med en voksdug som spilleplade, små 3D-printede sikkerhedshjelme som spillebrikker og spørgsmål med arbejdsmiljørelaterede situationer, som afgør, om man skal rykke frem eller tilbage eller får sprunget sin tur over.
Nye veje i risikofyldt branche
Arbejdsmiljørådets formand Cristina Lage kalder MT Højgaards resultater for inspirerende:
– Vi ved fra statistikken, at bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, hvor risikoen for arbejdsulykker er høj. Derfor er det inspirerende at se, at en stor bygge- og anlægsvirksomhed som MT Højgaard har et kontinuerligt fokus på at forbedre arbejdsmiljøet, og at de ikke er bange for at gå nye veje, hvor ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen går forrest. Den vedvarende indsats har givet pote. MT Højgaard har siden 2017 nedbragt antallet af arbejdsulykker og fraværsdage markant, siger hun.
MT Højgaard er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020 i kategorien Arbejdsulykker.