Arbejdskraft er blevet dyrere i byggeriet

Set over det seneste år er det blevet 1,2 procent dyrere at bygge et nyt hus.
Set over det seneste år er det dog blevet 1,2 procent dyrere at bygge hus, hvilket dækker over en stigning på 2,9 procent i arbejdsomkostningerne og 0,4 procent for materialerne. Foto: Colourbox.
Set over det seneste år er det dog blevet 1,2 procent dyrere at bygge hus, hvilket dækker over en stigning på 2,9 procent i arbejdsomkostningerne og 0,4 procent for materialerne. Foto: Colourbox.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at omkostningerne til arbejdskraft ved boligbyggeri er steget med 0,7 procent fra 3. kvartal til 4. kvartal i 2013. Til gengæld er materialerne faldet med 0,3 procent i pris i samme periode.

Chefanalytiker Mikkel Høegh fra BRFkredit peger på, at da materialerne udgør en større andel af den samlede budget ved nybyggeri, er de samlede omkostninger til boligbyggeri uændret på kvartalet.

Set over det seneste år er det dog blevet 1,2 procent dyrere at bygge hus, hvilket dækker over en stigning på 2,9 procent i arbejdsomkostningerne og 0,4 procent for materialerne.

Direkte spejl

– De stigende byggeomkostninger er et direkte spejl på, at der trods alt er en stigende efterspørgsel efter byggeri i vores økonomi. Håndværkerne har især kunnet sætte deres priser op som følge af en stigende efterspørgsel via de såkaldte håndværkerfradrag, idet disse har været med til at gøre ordrebøgerne tykkere, end den økonomiske aktivitet ellers ville have tilsat, siger Mikkel Høegh i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.

Han noterer videre, at de stigende byggeomkostninger “alt andet lige” betyder, at flere vil se på eksisterende boliger, når der skal ud og se på hus.

Rente på lavt niveau

Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit slår fast, at prisen på et eksisterende hus det seneste år er steget mere end prisen på et nybygget hus.

– Samtidig er prisen på el, vand og varme kravlet opad, mens renten fortsat ligger på et uhørt lavt niveau. Det trækker alt sammen i retning af, at det er blevet mere attraktivt at bygge nyt frem for at købe brugt. Udviklingen er glædelig. Både fordi et nybygget hus udleder væsentligt mindre CO2 end en gammel kasse, men også fordi en bedre økonomisk case for nybyggeri kan være med til at skabe bedre beskæftigelsesmuligheder i en ellers presset branche, siger Lise Nytoft Bergmann.

Energislugere

Mens man er sikker på, at få et energirigtigt hus, hvis man bygger et nyt, kan det samme ikke siges, hvis man vælger at købe et eksisterende.

Der findes huse i alle energiklasser, om end der er flest til salg i de dårlige eller halvdårlige kategorier – og det afspejler sig på energiregningen, som i de værste G-mærkede energislugere sagtens kan ligge mere end 30.000 kroner over den tilsvarende energiregning for et nyt og A-mærket hus.

Samtidig betyder den lave rente, at det i øjeblikket er billigt at finansiere den ekstrapris, som et nyt hus koster i forhold til et allerede eksisterende hus.

Relateret indhold