Anholt sikres mod havet

De sidste års mange storme har taget en stor bid af Anholt. Men nu kystsikres øen, og det arbejde skal A/S Zøllner stå for.
Når projektet er færdigt, kommer den sikrede kyststrækning til at se sådan ud. Pressefoto.
Når projektet er færdigt, kommer den sikrede kyststrækning til at se sådan ud. Pressefoto.

ANHOLT: En af dem, der bogstavelig har været mest berørt af de seneste års efterårs- og vinterstorme er indehaver af Anholt Camping, Jens Rosendal. Over én hektar af campingpladsens areal er blevet bølgernes bytte og er forsvundet ud i Kattegat. Specielt stormen Bodil den 5.-6. december 2013 var slem, husker Jens Rosendal.

– Et sted mellem 20 og 25 campingvogne blev oversvømmet. En del af mine hytter fik også vand, og der stod 40 centimeter vand inde i vores kiosk. Men at det blev så voldsomt skyldtes, at vi et par år før havde haft en anden storm. Da den havde raset færdig, var både kysten og omkring 100 meter af den asfalterede Nordstrandvej forsvundet ud i havet. Så da vi fik stormen Bodil, var der frit løb for bølgerne, fortæller Jens Rosendal.

Et sted mellem 20 og 25 campingvogne blev oversvømmet. En del af mine hytter fik også vand, og der stod 40 centimeter vand inde i kiosken.

Jens Rosendal campingpladsejer

Lang proces

Kampen for en effektiv kystsikring har været lang. De lokale på Anholt har for mange år siden gjort opmærksom på problemet. For yderligere at sætte fokus på det, satte Anholt Borgerforening for nogle år siden en indsamling i gang, og her blev der samlet over en million kroner ind blandt de fastboende og øens mange turister.

Indsamlingen var medvirkende årsag til, at Norddjurs Kommune i 2013 nedsatte en gruppe, som skulle finde en løsning på problemet. Den bestod af Anholt Borgerforening, Anholt Grundejerforening, Norddjurs Kommune, Kystdirektoratet og Naturstyrelsen.

Begejstringen på øen var derfor stor i år den 25. maj, da der blev underskrevet kontrakt om kystsikring på Anholt. I alt var seks entreprenører indbudt til at byde på entreprisen, og vinderen af kontrakten til omkring 16 millioner kroner gik til firmaet Zøllner A/S, som har stor erfaring i den slags arbejde.

– Vi er glade for at have fået opgaven. Selve arbejdet med kystsikringen er principielt den samme, men når det handler om en ø, er de logistiske udfordringer langt større, end hvis det havde været på fastlandet. I øjeblikket er vi i gang med at forberede modtagelsen af de 20.000 tons sten, der skal bruges. Vi anvender både en 50 og en 35 tons gravemaskine, to dumpere og en mindre gummihjulslæsser, og vore maskiner er alle specialbygget til stenarbejde, siger Zøllners chef for vandbygning, Claus Juncher Ravn.

Flere etaper

Zøllner A/S gik i gang med arbejdet i midten af august i år, og hele kystsikringen forventes færdig i maj 2019. Projektet består af flere enkeltdele. Kystsikringsanlægget kommer til at bestå af tre bølgebrydere, en mindre høfde på stranden, beskyttelse af skråningerne og en sandvold langs vejen.

Rørledning til bypass af sand fra havnens sejlløb til den beskyttede kyststrækning skal etableres permanent. Den skal fremover benyttes til vedligeholdende sandfodring af kystsikringsanlægget.

Når kystsikringen er færdig, bliver det sidste reetableringen af Nordstrandvej.

Borgmester Jan Petersen (S) i Norddjurs Kommune, som Anholt hører under, glæder sig over, at arbejdet nu er gået i gang.

– Jeg ser frem til, at både kyst og infrastruktur på Anholt nu bliver fremtidssikret, så både fastboende og de mange turister kan have glæde af øen og dens unikke kvaliteter i mange, mange år endnu, siger Jan Petersen.

Liselotte Arentz Sørensen, der er formand for borgerforeningen på Anholt, er også tilfreds.

– Det har været en lang rejse at nå i mål. Det er derfor en stor glæde at se, at samspillet af gode kræfter og ikke mindst sund fornuft nu sikrer øens infrastruktur. Dermed kan vi fortsat eksistere som ø-samfund og dele øens kvaliteter med turister og gæster fra nær og fjern. Vi skylder alle, der hjalp os, en kæmpe tak, lyder det Fra Liselotte Sørensen.

Firmet Zøllner A/S vandt entreprisen på kystsikringen af Anholt. Arbejdet begyndte i midten af august, og det hele forventes at være færdigt omkring maj næste år. Foto: Jens Jessen.
Firmet Zøllner A/S vandt entreprisen på kystsikringen af Anholt. Arbejdet begyndte i midten af august, og det hele forventes at være færdigt omkring maj næste år. Foto: Jens Jessen.
Omkring 100 meter af den asfalterede Nordstrandvej er blevet havets bytte. Foto: Jens Jessen.
Omkring 100 meter af den asfalterede Nordstrandvej er blevet havets bytte. Foto: Jens Jessen.
Borgmester Jan Petersen (S) fra Norddjurs Kommune er glad for den løsning, man har fået. Pressefoto.
Borgmester Jan Petersen (S) fra Norddjurs Kommune er glad for den løsning, man har fået. Pressefoto.

Relateret indhold