675 unikke boliger på vej i Sorgenfri

Ny lokalplan i Lyngby-Taarbæk Kommune skal bane vejen for 675 nye studieboliger, ph.d.-boliger og seniorboliger i grønt campus-byggeri.
De 675 boliger i projektet er udviklet på forudsætning af, at Lyngby og Sorgenfris grønne karakter bliver fuldstændig integreret i bebyggelsen. Illustration: Lars Gitz Arkitekter.
De 675 boliger i projektet er udviklet på forudsætning af, at Lyngby og Sorgenfris grønne karakter bliver fuldstændig integreret i bebyggelsen. Illustration: Lars Gitz Arkitekter.

Det gamle plantedirektorat på Skovbrynet i Sorgenfri bliver snart forvandlet til en ny levende bydel med 675 nye studieboliger, ph.d.-boliger og seniorboliger i grønt og spændende campusbyggeri. Lyngby Taarbæk Kommune har nemlig givet grønt lys for at sætte gang i en ny lokalplan for området, der skal give plads til det nye byggeri. Det oplyser Freja Ejendomme på sin hjemmeside.

Byggeriet på op til 34.500 kvm er tænkt som en integreret del af det eksisterende område med en bygningsarkitektur i runde former, der slynger sig på grunden. Byggeriets facader tænkes udført i facadeplader, træ og glas, mens der på taget anlægges en græsdækket gangsti og løbebane.

– Projektet bidrager til en stærk byudvikling i området, ligesom det understøtter vidensbystrategien. Området løftes markant med en ny lokalplan, og vi kan se frem til et flot og enestående projekt, som også løser vores akutte behov for studie- og seniorboliger, siger formanden for Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen.

Grøn integration

Også hos Freja Ejendomme ser man frem til projektet, der helt fra starten har været tænkt ind i omgivelserne.

– Projektet er et unika, som er udviklet på den forudsætning, at Lyngby og Sorgenfris grønne karakter bliver fuldstændig integreret i bebyggelsen, så arkitekturen og de åbne grønne arealer skaber en naturlig sammenhæng til omgivelserne. Byggeriet vil med sine nye beboere også skabe nye muligheder for både handlen og bylivet i Sorgenfri, siger Carsten Rasmussen, udviklingsdirektør i Freja Ejendomme.

Samme toner lyder fra Jesper Dam, direktør i Triton Development North.

– Byggeriet er i særklasse og sætter en høj standard for bygninger og byudvikling. Her er tale om et projekt, som integreres i området og samtidig skaber et vartegn, der matcher området, siger Jesper Dam.

Relateret indhold