Et nyt landindvindings- og stormflodssikringsprojekt skal erstatte det ellers hypede erhvervsområde på ni holme i forlængelse af Avedøre Holme, der var planlagt etableret i Hvidovre Kommune.
I stedet er fokus nu rettet mod den nødvendige stormflodssikring af hovedstaden, som Hvidovre ønsker at gøre naturbaseret. Borgmester Anders Wolf Andresen siger:
Mere kritik af storstilet projekt: Hvidovre Kommune forsvarer Holmene
– Vi har valgt at prioritere et landindvindingsprojekt i mindre skala, så vi kan sikre en naturbaseret stormflodssikring af hovedstadsområdet. Med det nye projekt får vi mulighed for både at beskytte os mod klimaforandringernes konsekvenser og samtidig skabe mere plads til naturen og dens udvikling.
Landindvinding ud for Avedøre Holme
Det nye projekt tager udgangspunkt i den samlede stormflodssikring af hovedstadsområdet, som udover Hvidovre omfatter Tårnby, Dragør og København. Planen er at etablere en landindvinding ud for Avedøre Holme. Den skal fungere som en effektiv stormflodsbarriere, samtidig med at den skaber nye naturområder.
Ved at genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater bliver der plads til både natur og rekreative muligheder for borgerne. De nye naturområder vil styrke miljøet over og under vandet og skabe et bedre sted at leve – for både mennesker og dyr.
– Vi ønsker at genetablere noget af den natur, der gik tabt, da Avedøre Holme blev anlagt. Med dette projekt skaber vi en balance mellem klimabeskyttelse og naturens udvikling, siger Anders Wolf Andresen.
Landvindingen kan på længere sigt rumme forskellige formål, såsom erhverv, rekreative områder eller kultur- og fritidsfaciliteter. Den videre mulige udvikling af området vil dog ske i en særskilt proces. Her vil der bl.a. være behov for at sikre en velfungerende trafikal infrastruktur til området, lyder det fra kommunen.
Stort flertal
Bag det nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt står Socialdemokratiet, SF, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. De udgør tilsammen et flertal af kommunalbestyrelsens partier og lister.
Borgmestre i hovedstaden: Stormflodssikring skal være et nationalt projekt
Byrådsmedlem Marie-Louise Jørgensen fra SF siger:
– Vi ser nu konsekvenserne af klimaforandringerne, med f.eks. stigende vandstande og voldsomme storme. Det gør, at flere og flere borgere i Hvidovre oplever fx vand i kældere og på deres matrikler. Det skal vi sikre os imod.
På høje tid
Anders Liltorp fra Socialdemokratiet kalder det ’på høje tid’, at der sker en stormflodssikring af Avedøre Holme og den sydlige del af Hvidovre.
Stormflod sætter sving i sikring af Sønderborg Havn
– 100-års hændelser er fortid, stormene kommer langt oftere nu – det har vi gentagne eksempler på – så for os er det en bunden opgave at sikre vores borgere og virksomheder. Vi vil under ingen omstændigheder have en høj betonmur, der skæmmer kystlinjen og intet giver tilbage til hverken natur, by eller borgere, siger han.
Indtægter fra overskudsjord
Projektet, der i sin helhed vil koste ca. 1,2 mia. kr., forventes finansieret gennem bl.a. indtægter fra modtagelse af overskudsjord og som en del af den samlede finansiering af stormflodssikringen i hovedstadsområdet.
Med vedtagelsen af Danmarks Havplan i juni 2024 er der allerede udlagt en zone til projektet ud for Avedøre Holme, hvilket sikrer, at det kan gennemføres i tråd med en helhedsorienteret planlægning af de danske havarealer.
Stor stigning i klimasikring af sommerhuse
Kommunalbestyrelsen i Hvidovre skal tage stilling til det nye projekt den 28. januar 2025.