Grønne varmekilder vinder frem

Grønne opvarmningskilder vinder frem, mens oliefyret gradvist er på vej ud af boligmarkedet, vurderer Estate. I dag opvarmes 55 procent af byggemassen gennem fjernvarme.
Mens grønne varmekilder hastigt vinder frem i Danmark, er oliefyret gradvist på vej ud af boligmarkedet. Pressefoto.
Mens grønne varmekilder hastigt vinder frem i Danmark, er oliefyret gradvist på vej ud af boligmarkedet. Pressefoto.

Opvarmningen af danske hjem og erhvervsbygninger gennemgår i disse år en udvikling. For mens grønne varmekilder vinder frem, er de klimabelastende varmekilder lige så stille ved at blive udfaset. Det oplyser Estate i en pressemeddelelse.

Hele 55 procent af det samlede bygningsareal i Danmark opvarmes af fjernvarme, 17,9 procent opvarmes af centralvarme med naturgas, og bare 10,3 procent opvarmes af centralvarme fra et oliefyr. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden har analyseret.

Hos Estate ser man det som en sund og god udvikling for det danske boligmarked.

-Det er glædeligt for både boligejere og vores fælles klima, at så stor en del af landets boliger og bygninger bliver opvarmet af grønne energikilder, siger presseansvarlig i Estate, Alexander Falck Winther.

Helårsbeboelse tegner med 47,3 procent størstedelen af det samlede bygningsareal i Danmark.

Oliefyret på vej på pension

Ser man på udviklingen i grønne varmekilder henover det seneste årti, er fjernvarme gået fra at opvarme 50,6 procent af det samlede bygningsareal i Danmark i 2011 til 55 procent i 2021. Det samlede areal, der opvarmes af varmepumper, er mere end firdoblet fra 1,1 procent til 4,5 procent i samme periode.

Samtidig ser det ud til, at det velkendte gamle oliefyr gradvist men sikkert er ved at forlade boligmarkedet. Centralvarme med oliefyr er gået fra at opvarme 17,3 procent i 2011 til 10,3 procent i 2021. Det svarer til et fald på hele 40 procent.

– Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det går med udfasningen af oliefyr. De grønne varmekilder vinder indpas, og det er nok kun et spørgsmål om år, før oliefyret helt er fortid, siger Alexander Falck Winther.

Udviklingen ligger i tråd med de løbende tilbagemeldinger, mæglerkæden får fra sine kunder.

– Der er kommet en øget bevidsthed på energi og klima, og oliefyret står absolut ikke længere øverst på ønskelisten. Tværtimod, lyder det fra Alexander Falck Winther.

Relateret indhold