BoligJobordningen, som Regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Konservative og Alternativet i slutningen af sidste uge indgik aftale om, glæder Dansk Energi, der især ser positivt på elementet af støtte til varmepumper.
– Når man nu vælger at lave en BoligJobordning er det positivt med den grønne nuance. Her er luft-til-luftvarmepumper et lille, men rigtigt skridt i mod at få elektrificeret vores boligopvarmning. Ud med oliefyret og den gamle brændeovn, og ind med den klimavenlige varmepumpe, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.
Ud med oliefyret og den gamle brændeovn, og ind med den klimavenlige varmepumpe.
Adm. direktør Lars Aagaard Dansk Energi
Grøn nuance
Boligjobordningen kommer til at gælde de to kommende år og har flere grønne tiltag. Foruden installationen af luft-til-luftvarmepumper er det muligt at få fradrag til energirådgivning til energiforbedringer, installation af ladestik til el-biler og installation af intelligent lys-, ventilations- og varmestyring, fremgår det af Skatteministeriets hjemmeside.
Det brede flertal for aftalen glæder skatteminister Karsten Lauritzen, som ser den nye ordningen fastholde en løsning, der både hjælper den travle børnefamilie og gør det mere favorabelt at renovere boligen med energivenlige løsninger.
Fradraget til energirenoveringer, klimatilpasninger m.v. bliver i den nye ordning på op til 12.000 kr. pr. person, skriver skatteministeriet i en pressemeddelelse.