Den Gyldne Termostat til ihærdig ildsjæl

HOFOR og Københavns Kommune opfordrer flere af byens varmemestre til at kappes om at sænke varmeforbruget og spare byen for op til 39.000 tons CO2. Det var budskabet på Københavns Rådhus ved årets uddeling af energispareprisen Den Gyldne Termostat.
Vinderen Jens Vexø er her flankeret af overborgmester Frank Jensen (t.v.)  og administrerende direktør i HOFOR, Lars Therkildsen.
Vinderen Jens Vexø er her flankeret af overborgmester Frank Jensen (t.v.) og administrerende direktør i HOFOR, Lars Therkildsen.

Om Den Gyldne Termostat og vinderen

  • – Den Gyldne Termostat er blevet uddelt for tredje år i træk.
  • – Prisen gives til en person, der med en målrettet indsats opnår store varmebesparelser.
  • – Jens Vexø er uddannet civiløkonom og vidste til at begynde med intet om foreningens varmeanlæg, men tog som varmemester blandt andet et kursus hos HOFOR.
  • – Beboerne følger nu med i de månedlige rapporter om varmeforbruget, som Jens udsender.

Det er forsyningsselskabet HOFOR, der har indstiftet prisen Den Gyldne Termostat, som Københavns overborgmester Frank Jensen onsdag eftermiddag overrakte til årets vinder.

Prisen gik i år til varmemester Jens Vexø, der har arbejdet målrettet med at nedbringe sin ejendoms varmeforbrug, og hvis indsats kan tjene som godt eksempel for andre.

Ifølge HOFOR er der brug for flere ildsjæle som Jens Vexø, hvis indsats kan inspirere byens øvrige varmemestre. Selskabet, der leverer fjernvarme til over 600.000 københavnere, er i fuld gang med at omstille forsyningen ved blandt andet at udskifte byens gamle dampnet og bygge nyt biomassefyret kraftværk, så HOFOR er med til at sikre, at København når sit mål om i 2025 at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

Store potentielle gevinster

HOFORs tiltag er store skridt på vejen mod 2025-målet, men der er også brug for en særlig indsats i byens store ejendomme. Beregninger viser, at der her ligger et gigantisk potentiale for energibesparelser.

– Uddelingen af Den Gyldne Termostat er vigtig, fordi vi som forsyningsselskab har brug for, at også kunderne hjælper os med at nå det ambitiøse CO2-mål. Vores beregninger viser, at de store ejendomme i København samlet kan spare over 260 millioner kroner på deres varmeregninger hvert år. Det vil samtidig give en årlig klimagevinst på godt 39.000 tons CO2. Og det her potentiale kan vel at mærke nås med simple it-værktøjer og små ændringer i adfærd. Vi skal derfor sikre, at vi får delt de bedste eksempler på god energi-adfærd og alle de smarte varmetricks, som de dygtige folk i varmekældrene har, sagde Lars Therkildsen, der er administrerende direktør hos HOFOR.

Kammeratlig kappestrid

Københavns Kommune er selv i gang med at installere intelligent energistyring i alle kommunens ejendomme med værktøjet ForsynOmeter, der hjælper varmemestrene til at optimere energiforbruget.

Også her er man opmærksomme på, at der skal mere end software til, og at også adfærdsændringer og kollegaers deling af gode eksempler er vigtige.

– Københavns Kommune har en ambitiøs klimamålsætning om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og vi er den første hovedstad i verden, der indfører intelligent energistyring på alle vores egne ejendomme. Det er vi stolte af. Samtidig skal vi i højere grad sammenligne vores bygninger med hinanden og søge inspiration hos de dygtigste varmemestre, så vi sammen kan optimere vores energiforbrug, sagde Københavns overborgmester Frank Jensen, der understregede, at der allerede gøres mange forbilledlige indsatser i de københavnske varmekældre, og at han var imponeret over, at feltet af kandidater til Den Gyldne Termostat i år var så tæt.

Og vinderen er?

Årets vinder af Den Gyldne Termostat blev Jens Vexø fra Ejerforeningen Sølvgade 102-104, som på bare ét år lykkedes at nedbringe ejendommens varmeregning med 10 procent.

– Årets vinder kåres for sin ihærdighed i varmekælderen og for sit store engagement i også at få resten af boligforeningen til at interessere sig for, hvilke besparelser de kunne opnå på varmebudgettet. Jens Vexø har både installeret ForsynOmeter og været på kursus hos HOFOR, han bliver ved med at prøve at finde nye måder at optimere ejendommens varmeforbrug, er god til at lære fra sig og ikke mindst at få sine omgivelser med i indsatsen. Det er den slags ildsjæle, vi alle kan inspireres af, afsluttede overborgmesteren.

Uddelingen af Den Gyldne Termostat er vigtig, fordi vi som forsyningsselskab har brug for, at også kunderne hjælper os med at nå det ambitiøse CO2-mål.

Relateret indhold