Building Green finder i år sted i dagene 2.-3. november, men messen er for så vidt allerede i gang, idet man hos Building Green året igennem sætter fokus på den bæredygtige dagsorden med gratis formidling af aktuel viden og debat i form af møder, arrangementer, netværks-events m.m. i både København og Aarhus.
Således inviteres bl.a. arkitekter til et gratis pop-up seminar i Aarhus 19. maj med titlen “Shaping the Future”. Her kan de høre om fremtidens bæredygtige byrum og bl.a. opleve fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy samt arkitekt og professor i bæredygtighed Walter Unterrainer, ligesom højaktuelle byrumsprojekter i Odense og Aarhus er på dagsordenen. Konference arrangeres af InnoBYG, VIA Engineering og VIA Byggeri samt Arkitektskolen Aarhus.
Nye tilgange
Emnerne på pop-up seminaret spænder fra bæredygtige kompetencer hos fremtidens byggeaktører, over hvordan fremtidens byer og byområder ser ud, og frem til hvordan man konkret i Odense og Aarhus lige nu arbejder med at skabe levende, aktive og grønne byrum.
– Fremtidens byggeri og byggebranche kalder på nye tilgange, innovative idéer og samarbejder på tværs af de gængse fagskel. Seminaret sætter derfor fokus på, hvordan du som bl.a. arkitekt, ingeniør, anlægsgartner, bygherre m.m. kan arbejde strategisk såvel som operativt med emnerne og på den måde være med til at forme fremtidens bæredygtige byrum, udtaler salgs- og marketingchef Sarah Elhauge fra Building Green.
Pop-up seminaret om fremtidens bæredygtige byrum gæstes af bl.a. fremtidsforsker og ph.d. Jesper Bo Jensen fra Fremforsk. Han fortæller om, hvordan fremtidens byer og byrum konkret vil komme til at se ud, når man fremskriver de udviklinger, som allerede er i gang.
Deltagerne kan desuden opleve den østrigske arkitekt og professor MSO i bæredygtighed ved Arkitektskolen Aarhus Walter Unterrainer. Han har stor international erfaring med bæredygtigt design i både stor og mindre skala og vil forklare om design af fremtidens såkaldt resiliente byrum.
Flere events undervejs
Derover er der oplæg om højaktuelle byrumsprojekter i Odense og Aarhus ved henholdsvis projektchef Svend Heegaard, som gennem årene har stået i spidsen for et væld af omfattende og komplekse byudviklingsprojekter i ind- og udland, samt stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy.
– Innovation i byggebranchen, digitale byggerier, social bæredygtighed, mulighederne for upcycling af industriens forladte byområder samt ikke mindst de bymæssige konsekvenser af klimaforandringerne er bare nogle af emner, som i år står på dagsordenen til Building Green. Ud over pop-up seminaret i Aarhus er der endnu ét på vej i København, og vi har flere spændende fag-events i støbeskeen som optakt til selve messen, understreger Sarah Elhauge.