Støjen skal ned i Hvidovre – koste hvad det vil

Hvidovre Kommune arbejder fortsat for en overdækning af Amagermotorvejen. Det til trods for, at regningen lyder på mere end 1 mia. kr. – og en tilbagebetalingstid på op til 155 år.
Foto af en motorvej i sollys
Der er mange støjplagede borgere i Hvidovre Kommune, der bl.a. er tvangsindlagt til trafikstøjen fra den intense biltrafik på Amagermotorvejen og Holbækmotorvejen. Foto: Hvidovre Kommune

Borgenes sundhed og trivsel samt et bidrag til den grønne omstilling går forud for en udskrivning på mere end en milliard kroner i Hvidovre Kommune. Det er den klare udmelding fra kommunalbestyrelsen – også selvom beregninger nu viser, at en overdækning af Amagermotorvejen med solceller slet ikke kan betale sig rent økonomisk.

Tidligere beregninger har vist, at en overdækning af 7,1 km af Amagermotorvejen med solceller kan generere 72 MW grøn energi om året. Det svarer til 50.000 borgeres årlige elforbrug og er nok til at dække næsten alle indbyggere i Hvidovre.

Læs også

Endelig: Støjplagede borgere får 900 meter støjskærm

Nu viser nye undersøgelser fra Vejdirektoratet, at en overdækning på en strækning på 2,6 km vil koste mellem 1,115 mia. kr. og 1,435 mia. kr. Til gengæld vil støjen blive reduceret for 508-576 boliger, afhængigt af hvordan overdækningen laves.

Tilbagebetalingstid op til 155 år

Det er kommunens egne beregninger, der viser, at en overdækning ikke kan betale sig økonomisk, da tilbagebetalingstiden vil være ml. 24 og 155 år. Det er væsentligt længere end solcellernes levetid på ca. 20 år.

Foto af støjskærm med grønne planter, der vokser fra bund til top
Støjskærme er ikke nok i kampen mod trafikstøj i Hvidovre Kommune. En overdækning af Amagermotorvejen er vejen frem, lyder det fra bl.a. borgmester Anders Wolf Andresen. Foto: Getty Images

Borgmester Anders Wolf Andresen fastholder, at en overdækning kan give store sundhedsmæssige gevinster, som også bør tages med i vurderingen.

– Vores førsteprioritet er borgernes sundhed og trivsel. Det er vigtigt for os at sende et klart signal om, at vi ønsker det her, og at Hvidovre er villig til at gå forrest. Selvom projektet er dyrt, tror vi på, at investering i sundhed og miljø er godt givet ud på lang sigt, siger.

Giver mening

Vejdirektoratet er i gang med en udvidelse af Amagermotorvejen fra seks til ti spor. I den forbindelse er der i anlægsloven afsat ca. 425 mio. kr. til at etablere 9 meter høje støjskærme langs motorvejen, som vil reducere antallet af støjplagede boliger fra 11.575 i dag til 8.002, når projektet er færdigt.

En overdækning af Amagermotorvejen vil reducere støjen endnu mere. Og det er der brug for i den generelt støjplagede kommune. Formand for kommunens klima-, teknik- og miljøudvalg, Kristina Young, siger:

Læs også

”Har potentiale til at blive endnu bedre”: Afsætter 46,6 mio. kr. til udvikling af Hvidovre havn

– Støj er en daglig belastning for mange af vores borgere, og det går ud over deres sundhed og livskvalitet. Derfor ser vi det som en vigtig opgave at arbejde videre for en overdækning af Amagermotorvejen, så vi kan reducere støjen. Og med solceller på overdækningen kan vi samtidig bidrage til den grønne omstilling og producere grøn strøm. Det giver mening at bruge arealerne over motorvejene til solcelleanlæg og producere strømmen tæt på, hvor den skal bruges, i stedet for at skulle bruge marker eller naturarealer og transportere strømmen længere.

Overdækket metroforbindelse

Kommunen vurderer, at en overdækning af motorvejen med solceller vil kunne spille godt sammen med det igangværende arbejde på Avedøre Holme (læs mere herunder), hvor flere virksomheder arbejder sammen med kommunen om at kunne etablere et lokalt energifællesskab. Målet er at virksomhederne bliver selvforsynende med grøn energi fra vindmøller og solceller.

Læs også

Borgmester: Den grønne omstilling starter lokalt

Kommunen ønsker derudover også at overdække den inderste del af Holbækmotorvejen. Her forventes der at være mulighed for at integrere en kommende metroforbindelse til Hvidovre Hospital med en overdækning.

Relateret indhold