Bygge- og anlægsbranchen har ry for at være en mandsdomineret branche, og det er den overvejende også. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik, som er fra 2015, er der godt 15.000 kvinder beskæftiget i branchen, hvilket svarer til cirka ni procent af det samlede antal beskæftigede i et af bygge- og anlægserhvervene.
Blandt kvinder på bygge- og anlægsuddannelserne er det mest populære fag stadig bygningsmaler. I 2016 udgjorde antallet af kvindelige bygningsmalerelever næsten to tredjedele af alle de kvinder fra en af bygge- og anlægsuddannelserne, der fik en praktikpladsaftale.
– Det går den rigtige vej, og flere kvindelige bygge- og anlægselever har fået en praktikpladsaftale i 2016 i forhold til 2015. Det er stadig bygningsmaler, der dominerer som uddannelse for kvinderne i branchen, men en tredjedel af de kvinder, der fik en aftale sidste år, tager en anden uddannelse end bygningsmaler, siger Helene Høj, konsulent i Dansk Byggeris afdeling for regionalpolitik, arbejdsmarked og uddannelse, i en pressemeddelelse.
Flere praktikpladsaftaler
I 2016 fik 508 kvinder ud af de i alt 6.012 elever fra en af bygge- og anlægsuddannelserne en praktikpladsaftale. Til sammenligning fik 425 kvinder en aftale i 2015, og dermed var der ca. 20 procent flere kvindelige elever på bygge- og anlægsuddannelserne, der fik en praktikpladsaftale sidste år i forhold til året før.
– Det er en god udvikling, at 20 procent flere kvinder fik en praktikpladsaftale i 2016. Desuden er det positivt, at en tredjedel af kvinderne vælger et andet fag end bygningsmaler, både fordi der bliver mangel på faglærte i nogle grupper, men også fordi det ligeså godt kan være kvinder som mænd, der arbejder i alle byggeriets fag og ikke kun som bygningsmalere, påpeger Helene Høj.