Nyt domicil til designfirma i Herning

Hübsch har købt 15.000 kvadratmeter jord af Herning Kommune, og byggeriet af nyt domicil starter med det samme.
Hübsch har fået tegnet deres nye domicil af arkitektfirmaet Arkitec, og Skibbild Entreprise er totalentreprenør på byggeriet. Illustration: Hübsch/Arkitec.
Hübsch har fået tegnet deres nye domicil af arkitektfirmaet Arkitec, og Skibbild Entreprise er totalentreprenør på byggeriet. Illustration: Hübsch/Arkitec.

På kun syv år er Hübsch – der sælger design- og livsstilsprodukter til hjemmet – gået fra to medarbejdere til 24.

Derfor var tiden nu kommet til at finde nye rammer – og valget er faldet på en ca. 15.000 kvadratmeter stor grund i HI-Park i Herning.

Herning Byråd godkendte i denne uge salget af byggegrunden til Hübsch, og byggeriet er allerede på vej.

– Vi satser på at flytte ind i foråret 2018. Vi glæder os rigtig meget til for første gang at flytte ind i noget, der er lavet til os. Vi er et designfirma, og vores medarbejdere har fortjent inspirerende omgivelser. Det har vi fundet i HI-Park, der er et lækkert og pænt industriområde, fortæller Daniel Henriksen, Sales & Marketing Director i Hübsch.

Herning oplagt

De tre ejere af firmaet bor alle i Herning, og Hübsch har i øjeblikket adresse i Ikast.

Da der skulle findes nye rammer, var Herning derfor det oplagte sted.

– Vi er rigtig glade for Herning og synes det er ‘hjemme’. Vi har kigget på forskellige muligheder, men da ideen om at bygge helt nyt opstod, og vi blev præsenteret for muligheden i HI-Park, var vi ikke i tvivl om, at det var det rigtige, siger Daniel Henriksen.

Købsaftalen med Herning Kommune indeholder også en forkøbsret på en nabogrund på yderligere ca. 10.000 kvadratmeter, som Hübsch overvejer at opføre lager på.

Fantastisk udvikling

I Herning Byråd er der glæde over salget.

– Det er altid en fornøjelse, når en virksomhed vælger at slå sig ned i Herning. At det så ovenikøbet er en lokalt forankret virksomhed i én af de brancher, hvor vores område står rigtig, rigtig stærkt, nemlig design, er kun en yderligere gevinst, siger borgmester Lars Krarup.

Han hæfter sig samtidig ved, at Hübsch’ nye domicil er med til at styrke et i forvejen stærkt erhvervsområde.

– I de seneste ti år har der været en fantastisk udvikling i HI-Park, der er blevet et attraktivt og velfungerende område for virksomheder at slå sig ned, siger Lars Krarup.

Relateret indhold