– Mere end nogensinde har vi brug for at forene vores kompetencer på tværs af branchen for at løse de samfundsudfordringer, vi står overfor.
Sådan indleder Dariush Rezai, CEO i Sweco, ifm. lanceringen af rådgiverens nye pris, der har til formål at anerkende og synliggøre et speciale eller afgangsprojekt, som netop bidrager med inspiration og nytænkende løsninger til en bæredygtig transformation af vores byer og samfund.
– Vi har brug for nye impulser til at tænke nyt og visionært. Derfor sætter vi med denne årligt tilbagevendende pris nu spot på de unge talenter og den udvikling, som de selv er fremtiden i. Målet er at hædre et nytænkende projekt, der fremmer bæredygtig transformation, tilføjer direktøren.
Der er allerede åbent for indstillinger til Sweco Transform Award, der uddeles for første gang i september 2022.
Alle ingeniør- og arkitektstuderende samt beslægtede studier kan indstille deres afgangsprojekt, så længe projektet beskæftiger sig med, hvordan vi transformerer samfundet i en mere bæredygtig retning.
Projektet kan eksempelvis undersøge og beskrive nye tilgange og værktøjer til klimavenlig arkitektur, byggeri og infrastruktur eller komme med nye kreative bud på miljø- og energiløsninger, der sikrer byer, byrum og kyster for fremtiden.
Med titlen som årets speciale eller afgangsprojekt følger en kontant anerkendelse på 50.000 kr.
Ser frem til at læse med og selv blive klogere
Et ekspertpanel fra Sweco udvælger årets finalefelt, og vinderen kåres af en dommerkomité bestående af bæredygtighedsspecialister fra branchen.
Dommerkomitéen ledes af CEO i Sweco Dariush Rezai og består desuden af:
– Harpa Birgisdóttir, professor i bygningers bæredygtighed på Build AAU
– Dan Johannes Pham, medstifter og bæredygtighedsekspert hos ejendomsudviklingsselskabet Home.Earth
– Johan Hallgren Madsen, bæredygtighedschef hos Nrep
– Frederik Waitz Søborg, vicedirektør hos Green Building Council Denmark.
– Vi opfordrer alle studerende til at indstille deres specialer eller afgangsprojekter, og vi glæder os meget til at læse med og selv blive klogere, siger Dariush Rezai.
Vinderen offentliggøres ved en prisuddeling i slutningen af september med deltagelse af de indstillede finaleprojekter.
Fristen for indstillinger er d. 15. august 2022.