Boligselskabet Koldings afdeling 2, Skovvejen, er en del af den såkaldte parallelsamfundspakke, og området skal de kommende år omdannes til et mere blandet boligområde med en varieret beboersammensætning.
Kolding Byråd har netop godkendt den endelige økonomiske ramme i helhedsplanen og omdannelsen for boligområdet i Kolding Nord.
Dermed kan NCC som totalentreprenør snart gå i gang med omdannelsesprojektet.

10 mia. kroners bydelsplan skal knytte Vollsmose sammen med resten af Odense
Når projektet står færdigt i 2029, vil boligafdelingen være reduceret fra 474 boliger til 318 fordelt på 192 almene familieboliger, 84 ungdomsboliger og 42 ældreboliger.
– Det bliver ikke kun et fysisk løft af området, men også et socialt løft, siger Bjarne Olesen, formand for Boligselskabet Kolding.
Et bredt boligudbud
Som en del af familieboligerne etableres et nyt seniorbofællesskab for 18 lejligheder med særlige udlejningsregler.
Desuden moderniseres næsten alle etageboliger, blandt andet med elevatorer for bedre tilgængelighed og nye grønne opholdsarealer, stier og parkeringspladser.

300 mio. kr.: Tre rådgivere skal styre omdannelse af stort parallelsamfund
– Seniorbofællesskabet og de nye ældreboliger giver beboerne mulighed for at blive i området gennem hele livet, mens de mange ungdomsboliger og de varierede familieboliger, blandt andet rækkehuse og boliger med adgang til egen terrasse sikrer et bredt boligudbud, siger Bjarne Olesen.
Renoveringen gennemføres etapevis, og beboerne vil i perioder blive genhuset.