Sydhavn Sogn opfører en ny kirke og et sognehus i den voksende bydel Teglholmen i Københavns Sydhavn.
Kirken er tegnet som en lys og imødekommende bygning i tre etager med et buet, sejlformet tag og to karakteristiske lanterner, der vil lyse op som pejlemærker.
Kirkesalen, der rummer op til 300 personer, bliver placeret på første sal med udsigt over havneløbet. Rummet bliver udført med vægge og lofter i træbeklædning og fremstår lyst og højloftet – skabt til både ro, refleksion og store ceremonier. Gulvene udføres i gule teglsten som en poetisk reference til stedets historie – Teglholmen, oplyser arkitekterne bag, Rørbæk og Møller Arkitekter – en del af Schmidt Hammer Lassen.
“Et rigtigt københavnerkvarter”: De sidste øer i Sydhavnen bliver for alle
Sognehuset i stueetagen åbner sig mod byen og skal danne rammen om kirkens daglige aktiviteter. Her etableres kontorer, mødelokaler og en større foyer, der forbinder huset med kultursalen.

Foyeren bliver et fleksibelt samlingsrum, hvor der både kan afholdes fællesspisninger, debatter, børneaktiviteter og koncerter – alt sammen med direkte adgang til den omkringliggende park og udsigt til kanalen.
Tydeligt træværk og grønne øer
Den bærende trækonstruktion bliver opført med synlige limtræssøjler og bjælker. Facaderne bliver beklædt med træ, og udvendigt fremstår træværket med et tydeligt, relief, der understøtter bygningens lodrette udtryk og giver facaden dybde.
Sammen med de store glaspartier og de lyse metalkanter skabes et nutidigt, varmt og inviterende udtryk – både ude og inde.
Store teams kæmper om Verdensarvscenter ved kendt domkirke
Det omkringliggende landskab bliver en offentlig park inspireret af det maritime miljø.

Grønne øer, stier og beplantning i bølgende former skaber oplevelsen af et levende flodlandskab, hvor stensætninger og knoldebro leder tankerne hen på havnens kantzoner.
Store træer og lav beplantning filtrerer lyset og danner en fredfyldt overgang mellem byen og kirkens mere stille rum. Brygger og plateauer ned mod vandet giver mulighed for ophold tæt ved havneløbet, og parkens åbne karakter inviterer både beboere og besøgende til at blive en del af områdets fælles liv.
“Der er rigtig meget tømrerarbejde” i Skou Gruppens naturhus
Projektet udføres af et totalrådgiverteam bestående af Rørbæk og Møller Arkitekter – en del af Schmidt Hammer Lassen i samarbejde med Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur, Thing Brandt Landskab og Artelia som rådgivende ingeniør. Sammen udvikler de en helhedsorienteret løsning med fokus på bl.a. arkitektonisk kvalitet og funktionalitet.
