Firmaet Gamle Mursten ApS forventer at kunne skrive europæisk historie i løbet af i år. Det vil nemlig være første gang, at man i Europa CE-mærker et genbrugsprodukt, og dermed ligestiller gamle mursten med nye mursten på det europæiske marked.
Gamle Mursten har hjemme på to adresser i Svendborg, som suppleres af en i Hedehusene og endnu en på vej i Nordjylland. Fremtiden tegner nemlig meget lys, idet den anvendte metode til at fjerne den gamle mørtel fra murstenene sker uden brug af kemikalier og vand. Det er til gavn for miljøet, og der er med til at øge efterspørgslen.
– Jeg regner med, at vi i år sælger omkring 3,8 mio. mursten. Det er 1 mio. flere end de sidste år, fortæller Claus Juul Nielsen, der er daglig leder af Gamle Mursten A/S.
Ifølge ham er der i Danmark 47.3 mio. mursten om året, som bare kunne samles op, renses og genbruges.
– Vi vil gerne have vækst, men hvorfor tager vi ikke de materialer, der i forvejen er her og bygger med dem? Så belaster vi ikke miljøet, og så har vi også noget at bygge af og med om 70 år. I gamle dage genbrugte man det, man havde. Hvis man rev en bygning ned, solgte man materialerne, og så blev de genbrugt, siger han.
Der står i dag 60.000 tomme bygninger i Danmark.
– Vi kan spare at lave måske 30 mio. nye mursten, hvis vi bare samler dem op, der ligger på jorden og genbruger dem.
Unik rensemaskine
Claus Juul Nielsen og hans foreløbig 34 ansatte genbruger på livet løs. I en fabrik i Svendborg står den maskine, som er hele kernen i firmaet. I den bliver murstenene skånsomt renset med førnævnte metode.
– Vi rasper mørtlen af. Murstenene ligger på et bånd, som vibrerer og fjerner mørtlen. På den måde undgår vi at skade stenene, siger Claus Juul Nielsen, der tog patent på rengøringsmetoden for 13 år siden.
Han er taknemmelig for det arbejde, der gik forud for patentet. I årene fra 2000 til 2003 blev der nemlig tænkt mange tanker i det nu nedlagte Produktudviklingscenter i Svendborg. Den daværende ejer, Rudi Rusfort Krag, kunne med økonomisk støtte udvikle ideen til, hvordan man kunne rense mursten for gammel mørtel.
Claus Juul Nielsen overtog Gamle Mursten af Rudi Rusfort Krag i 2003. Firmaet er det eneste af sin slags i Danmark.
– Vi oplever stadig stigende efterspørgsel på vores mursten og skaller, og det er skønt. Men det er kun, fordi de kommer fra huse, som har år på bagen, for så kan vi skille det hele ad. Hvis vi kan bruge rub og stub, mursten, mørtel, træ, rockwool, så gør vi en forskel – ikke bare for os selv her og nu men også for kommende generationer. Om 70 år er vi i 2087, og når vi gør, som vi gør, kan materialerne til den tid også genbruges.
Det er dog ikke alle byggerier med gamle mursten, der kan bruges.
– Hvis der bruges cementmørtel til at opmure bygningerne, kan vi ikke skille det ad. Så er der kun én vej, og det er destruktion. Så er det affald og ikke en resurse, siger Claus Juul Nielsen.
Fra skildpadde til Gazelle
Efter 13 års arbejde kommer der altså medvind til Gamle Mursten A/S.
– Vi har bevæget os i skildpaddefart i en række år, men nu bevæger vi os i spring. Med certificeringen og fokus på cirkulær-økonomi er der vind i sejlene, mener Claus Juul Nielsen.
De sidste to år er Gamle Mursten kåret som Gazelle-virksomhed. Gamle Mursten har adskillige referencer på sin hjemmeside. Arkitekt- og byggefirmaer véd nemlig i dag, at genbrug af materialer skal være en lige så enkel “byggesten” som lister, vinduer og øvrige elementer i et byggeri.
Interessen går også udenfor de danske grænser, og der er masser af konkrete muligheder for at øge omsætningen og få endnu flere gamle mursten på arbejde udenfor Danmarks grænser. Men det er ikke en prioritet lige nu:
– Vi vil hellere gøre det godt herhjemme, hvor vi alle har det samme sæt spilleregler, frem for at eksportere. Vi skal blive dygtigere til at bygge markedet op udenfor vores dør, før vi gør noget andet, siger Claus Juul Nielsen.