“Nye vejledninger for PCB, bly og Asbest”. “Fokus på globalt forbud mod asbest”. “Nu skal der styr på asbest”. ”Ny asbestaftale: strammer op for at beskytte håndværkerne”
Overskrifter i medierne efter en årelang kamp mod de kræftfremkaldende og asbestholdige byggematerialer viser, at viljen har været – og er – der, til at få asbest fjernet fra bl.a. bygge- og nedrivningsbranchen, så bygningsarbejdere og nedrivere kan gå lige så raske hjem fra arbejde som da de mødte ind.
Men selvom asbest har været forbudt at anvende i Danmark i mere end 35 år, er der fortsat udfordringer med det kræftfremkaldende materiale på bygge- og anlægsområdet.
Virksomheder skal søge om autorisation
Nu forsøger Folketinget sig med endnu et greb, nemlig et lovforslag, der betyder, at nedrivning af asbest fremover kun må udføres af virksomheder, der har en autorisation.
Fjern alle eternittage: Professor kalder til handling
Folketinget har netop besluttet, at autorisationsordningen træder i kraft allerede 1. juli i år. Virksomheder vil derefter have frem til 1. januar 2025, hvor kravet om autorisation træder i kraft, til at indrette sig efter den nye ordning og søge om at blive autoriseret.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
– Det er afgørende, at vi håndterer asbest med den største forsigtighed. Derfor er jeg glad for, at vi med autorisationsordningen er med til at sikre, at færre bliver udsat for det farlige asbeststøv, og at det kun er autoriserede virksomheder, der må udføre nedrivning af asbest.
– Lovforslaget markerer et stort skridt i retningen af at beskytte medarbejdere og omgivelser mod de sundhedsmæssige risici, som asbest udgør, og virksomheder i hele landet er nu ved at forberede sig på autorisationsordningen.
For at kunne få en autorisation skal virksomheder have et kvalitetsledelsessystem og en godkendt fagligt ansvarlig.
Reglerne bliver ikke altid fulgt
Der findes allerede et omfattende regelsæt for, hvordan asbest skal håndteres, når den fjernes eller der renoveres. Men reglerne bliver ikke altid fulgt. Med den nye ordning bliver det lovpligtigt for virksomheder at have en autorisation for at kunne fjerne gammel asbest. Brud på loven vil medføre en bøde på 30.000 kroner. Bøden kan blive større afhængig af, hvor alvorlig sagen er.
Forskere skønner, at over 300 personer i Danmark hvert år får kræft forårsaget af asbeststøv, mens ca. 150 mennesker om året fortsat får den aggressive kræftsygdom mesoteliom, fordi de for årtier siden har indåndet asbeststøv. Asbeststøv forårsager især lungehindekræft, men kan også give kræft i lunger, strube og æggestokke og sandsynligvis også i tyk- og endetarm, mavesæk og svælg.
Ny ordning beskytter håndværkere
De nye regler vil være med til at nedbringe det tal, vurdere seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, der i mange år har forsket i kræft og asbest.
Dropper nedrivning: Vil bygge grønne boliger i gammelt rådhus
– En autorisationsordning vil på sigt betyde, at færre får kræft, fordi de har været udsat for asbest. Ordningen vil hjælpe til, at asbest håndteres korrekt, når den fjernes og vil beskytte både nedrivningsarbejdere, andre håndværkere og beboere, siger han.
Skal asbestrelateret kræft helt undgås i fremtiden, vil det dog kræve, at al asbest fjernes. Det vil dog være dyrt og tidskrævende, vurderer Johnni Hansen.
Asbest er ikke farligt, når det er indkapslet, oplyser Kræftens Bekæmpelse.