Takket være en række af ejendomsbranchens aktører har den danske hjælpeorganisation 5 Skoler forvandlet en 140 kvadratmeter gammel, faldefærdig og forladt bygning i et af Beiruts udsatte slumkvarter til en meget tiltrængt skole. Nu er skolen taget i brug.
Pengene til etablering af skolen er indsamlet via Ejendomsindsamlingen; en juleindsamling i ejendomsbranchen, som Ali Simiab tog initiativ til i 2021, hvor branchen indsamlede 284.000 kr. Året efter indsamlede branchen yderligere 365.000 kr.
5 Skoler er stiftet af den nu tidligere skolelærer Maren Elise Skjerlie og Zarah Kirketerp-Møller, der som ledelseskonsulent i den sociale sektor har arbejdet med udsatte børn gennem mange år. Sammen har de som dedikeret mål at bygge skoler i Syriens nabolande. Her bor i tusindvis af syriske flygtningebørn, hvoraf mange af dem aldrig har gået i skole.
Siden 2019 har 5 Skoler via donationer opbygget knap 20 skoler i Syriens nabolande. Det nyeste skud på stammen er skolen i Libanons hovedstad, der er finansieret via Ejendomsindsamlingen:
– Da vi overtog bygningen i maj, kunne jeg slet ikke forstå, hvordan det nogensinde kunne blive et sted, hvor vi kunne drive en skole. Men vores team i Beirut har gjort en fantastisk indsats. Det var rørende at se børnene træde forsigtigt ind ad skolens port for første gang, siger Maren Elise Skjerlie.
Bygger skoler – og mennesker
I dag rummer den tidligere så ramponerede bygning nogle af kvarterets mange børn. De kan nu kalde sig elever, en privilegeret titel, som millioner af syriske børn ellers ikke har adgang til. Udover undervisning får de også et varmt måltid mad, leger, bliver en del af et fællesskab og får venner.
– De fleste af vores elever kender ikke til begreber som farver, lande, tal og bogstaver, de har ikke venner, og de tør ikke stole på omverden. Men det ændrer sig, så snart de bliver en del af 5 Skoler. Vi bygger skoler, men vi bygger først og fremmest mennesker, fortæller Zarah Kirketerp-Møller.
Blandt bidragyderne til sidste års indsamling var: Absalon & Co, Birch Ejendomme, Bruun & Hjejle, Copenhagen Capital, Cushman & Wakefield l RED, Heimdal Nordic, Husen Advokater, Ikano Bolig, Kereby, Nordstern, NREP, Raundahl & Moesby, Resights, Sjælsø Management, Sustainable Law, Thylander og Wihlborgs.
Dette års juleindsamling er netop gået i gang, og tovholderen Ali Simiab er forsigtigt optimistisk.
– I hjertet af Beirut har Zarah og Maren forvandlet en ruin til en skole fuld af farver, der lyser op i et udfordret område. Det er en fantastisk transformation, som kun har kunnet lade sig gøre, fordi gode ejendomsfolk har støttet op om Ejendomsindsamlingen. På bare to år har ejendomsbranchen allerede skabt skoler til over 200 børn, og vi håber, at branchen også i fremtiden vil bidrage til 5 Skolers vigtige mission, siger han.