Trods svær start: CLT-byggeri på Bispebjerg Hospital skrider frem

Skou Gruppens tømrere har gode erfaringer med at bygge med CLT-elementer. Nu er de nået til rejsegildet på det nye Uddannelsescenter Bispebjerg.
De bærende konstruktioner, som CLT Denmark har leveret, består af 600 CLT-elementer. Foto: Skou Gruppen

Bispebjerg Hospital – Uddannelsescenter

Adresse: Bispebjerg Bakke 6, 2400 København NV

Supplerende adresse: Nielsine Nielsens Vej/1. Tværvej

Bygherre: Region Hovedstaden, Center For Ejendomme

Bygherrerådgiver: Emcon

Totalentreprenør: Skou Gruppen

Arkitekt: BBP Arkitekter

Ingeniør: Dominia

Byggestart: Maj 2023

Forventes færdigt: Januar 2025

Anslået budget: 60 mio. kr.

Omfang: 2.450 kvm, 2 etager, 1 bygning. Projektet omfatter opførelse af undervisningslokaler, auditorium med plads til 200 personer, servicearealer, administration, café-område m.m. 90 parkeringspladser på byggefeltet. Udearealer med belægning, beplantning og belysning mv.

Bæredygtighed: Den frivillige bæredygtighedsklasse

Kilde: SMART/Byggefakta

Det våde efterår og forår udfordrede arbejdet med den nye parkeringskælder, der skal etableres under det nye uddannelsescenter på Bispebjerg Hospital i København. Trods forsinkelsen skrider arbejdet over jorden nu så meget frem, at det planlagte rejsegilde kan blive afholdt i denne uge.

– Vi når i hvert fald at få et par spær på plads, så der er noget at hænge krans og flag op i, siger totalentreprenøren Skou Gruppens projektleder på stedet, Emil Vitus Jensen.

Læs også

Top10: Største kontor- og domicilprojekter med afslutning i 2024

Han og hans folk er således godt i gang med at stykke 600 CLT-elementer sammen til det 2.450 kvadratmeter store Uddannelsescenter Bispebjerg. For et par måneder siden begyndte tømrerne med at sætte de første beslag til de bærende trækonstruktioner i betondækket. Om lidt er der rejsegilde, og om endnu en måneds tid vil det sidste CLT-element være på plads.

Mursten kan genbruges igen og igen

Uddannelsescenteret bygges med det fredede Bispebjerg Hospital som nærmeste nabo. Med en beliggenhed i det historiske område har Skou Gruppen i samarbejde med BBP Arkitekter og rådgivende ingeniører Dominia kigget mod både mere bæredygtige løsninger som CLT og historisk byggeteknik.

For at byggeriet hænger sammen med de historiske omgivelser, opfører man en skalmur i røde mursten uden om træskelettet. De røde mursten er genbrugssten fra den nedrevne kirkemur fra Bispebjerg Kirkegård.

Murværket etableres med hydraulisk kalkmørtel, så det bliver muligt at genbruge murstenene igen en gang ude i fremtiden.

10 af Skou Gruppens egne tømrere er lige nu beskæftiget med at etablere de bærende konstruktioner på Uddannelsescenter Bispebjerg. Foto: Skou Gruppen

– Det bliver et specielt og meget flot hus med et flot mønstret murværk og mange fine detaljer, siger Emil Vitus Jensen om bygningen, der opføres efter den frivillige bæredygtighedsklasse. Han tilføjer:

– Jeg er oprindelig tømrer, så det er bare enormt fedt at se vores egne folk gå og arbejde med montagen af CLT. Lige nu har vi 10 tømrere beskæftiget her, og de skal placere 600 CLT-elementer.

Får farverigt indre

Mens trækonstruktionen ude bliver skjult af genbrugsstenene, kommer træ til at gå igen i uddannelsescentrets indretning. Her bliver både træribber i loftet og trækonstruktionen på væggene synlige.

Skou Gruppens tømrere har bl.a. erfaring med at arbejde med CLT-elementerne fra et større byggeri på Frederiksborg Byskole i Hillerød, der i 2023 var nomineret til Årets Skolebyggeri. Foto: Skou Gruppen

Farverne i indretningen har farvekunstner Malene Bach sammensat, så bygningens indre får et varmt og farverigt udtryk som en kontrast til det kliniske hospitalsmiljø.

– CLT-elementerne males i lasurmaling, så træets strukturer bliver synligt inde. Desuden behandles træet med en brandhæmmende lakering efterfølgende, siger Emil Vitus Jensen.

Det nye uddannelsescenter forventes at stå færdigt til januar. Visualisering: BBP Arkitekter

Relateret indhold