BIM, Bygnings Informations Modellering, og nye teknologier vinder indpas på strategisk niveau og rent praktisk ude på byggepladserne, og i 2016 valgte man i Aarsleff at satse benhårdt på BIM på grund af denne udvikling. Det skriver virksomheden i en pressemeddelse.
For år tilbage var BIM et forholdsvist ukendt ord i byggebranchen. Ville man være på forkant og arbejde med BIM-modeller skulle man selv bede om det, men i dag er BIM modeller nærmere blevet standard i branchen. Denne udvikling gjorde, at man i Aarsleff i starten af 2016 besluttede sig for at arbejde mere struktureret med BIM og VDC, Virtual Design & Construction, end før.
Med BIM kan vi forbedre kvaliteten af det færdige produkt markant, fordi vi kender grundlaget bedre og kan finde fejlene på forhånd, inden byggeprocessen starter.
Hjörtur Sigurdsson – VDC Development Manager i Per Aarsleff A/S.
VDC Development Manager i Per Aarsleff A/S, Hjörtur Sigurdsson, har et ganske klart svar på, hvorfor han mener, at BIM er fremtiden.
– BIM giver et overblik over og en indsigt i projekterne, vi ikke tidligere har haft. Med BIM kan vi forbedre kvaliteten af det færdige produkt markant, fordi vi kender grundlaget bedre og kan finde fejlene på forhånd, inden byggeprocessen starter. Der er færre ukendte størrelser i projektet, og det reducerer risikoen i byggeriet og forbedrer produktiviteten, siger han.
Aarsleff har oprettet en specialistgruppe i virksomheden bestående af omkring 23 personer, hvor man udelukkende arbejder med BIM og VDC. Dermed beholder og udvikler man kompetencer in-house, men man får også rådgivning af eksterne BIM specialister såsom Exigo A/S i Aarhus. Aarsleff ønsker at innovere, og fremadrettet er visionen, at teknologien skal udbredes til resten af virksomheden, så alle kender og kan bruge BIM til de aspekter af deres projekter, hvor det er relevant.
En del af hverdagen
En medarbejder i Aarsleff, som allerede bruger BIM i sin hverdag, er byggeleder Thomas Haraldsen. Han bruger BIM teknologien Vico Office i sit arbejde.
– Da jeg hørte om Vico teknologien tænkte jeg, yes, det er lige noget for os, det er dét, vi har ventet på! Vico samler det hele i én pakke og integrerer alle værktøjer – tid, økonomi og mængder, siger han
Indenfor Vico teknologien er Thomas specielt begejstret for lokationsplanlægningsværktøjet Vico Schedule Planner, og det er dét, han bruger mest. Aarsleff brugte i første omgang Vico Schedule Planner til et projekt, hvor de skulle kunne forudse, hvad specifikke projektændringer ville have af effekter på økonomien.
– Vico Schedule Planner er ikke kun en fordeling af arbejdsplaner over tid ligesom i Gantt tidsplaner, men programmet kan også holde styr på økonomien. Via tidsplanen kan man holde styr på mængde, kontobegæring, kontrol, produktion med mere. Det er smart og overskueligt, siger Thomas Haraldsen.
Anden indsigt
Ifølge ham giver Vico Schedule Planner en hel anden indsigt i varigheder og planlægning, end Aarsleff tidligere har været vant til:
– Gantts varigheder bliver stykket sammen fra flere grundlag, men med Schedule Planner har du alle data til rådighed i planlægningen, og med cyklogrammer får du en anden indsigt i, hvordan byggepladsen kan stykkes sammen. Man får et grafisk overblik og lokationer, og det er godt, siger Thomas Haraldsen.
Aarsleff vil ikke lægge sig fast på et enkelt BIM værktøj, og man vurderer også ved hvert enkelt projekt, om BIM skal inddrages og i så fald, hvilket BIM værktøj der skal bruges, men man er begejstret for Vico teknologien.
– Jeg vil til enhver tid bruge Vico på kommende projekter, fordi indsigterne, mængderne, produktionsraterne og så videre er så meget bedre i Vico end andre teknologier. Schedule Planner har bestemt en fordel på større byggerier med mange gentagelser, men jeg ser ikke nogen begrænsning i programmet, da man jo bare kan bryde aktiviteterne ned på større projekter, og via Vico linke alting sammen. Det er næsten dumt ikke at bruge det.
Modeller er fremtiden
At Vico Office og Schedule Planner kan bruges på projekter uden mange gentagelser beviste Aarsleff under deres arbejde på Amagerværket i København.
– Vi brugte Vico Office på vores projekt Amagerværket med rigtig gode resultater. Vico kræver store projekter for at være relevant men ikke nødvendigvis gentagelser i byggeprocessen, da Vico er god til at håndtere store komplekse byggerier. Fejl i komplekse 3D-modeller kan identificeres i Vico, så modellerne kan blive rettet til. Et godt model-grundlag er altafgørende i BIM-processen, siger Hjörtur Sigurdsson.
Lokationsbasseret planlægning var en af de største argumenter for Aarsleff for at bruge Vico Office, og også det faktum at man kan planlægge baseret på modeller. Netop skiftet fra tegninger på papir til 3D-modeller er noget af det mest banebrydende ved BIM, hvis man spørger Hjörtur Sigurdsson.
Færre fejl
Med BIM og digitalisering eliminerer man den menneskelige fortolkning af en tegning, og dermed også de fejl og den forsinkede proces det ville medføre i byggeriet, fordi computeren kan kvantificere det hele præcist, reducere menneskelige fejlberegninger og fortolkninger og til dels og med tiden måske også bygge dele af projektet selv.
– BIM har nået sit mål, når man kan trykke på en knap og så bare starte med at bygge en bygning, siger Hjörtur og specificerer, at han ikke ved om teknologien nogensinde kan imødekomme dette, og han tror heller ikke på, at mennesker nogensinde bliver unødvendige.
På kort sigt ønsker Hjörtur at BIM kan blive standard, og at alle indenfor byggeri og design begynder at bruge det, så man i højere grad kan samarbejde og udveksle modeller. Han udtrykker, at BIM medfører mere effektivt byggeri og bedre bygninger.