Et fyrtårn for lærlingeansvar: 24 meter højt udsigtspunkt står klar ved Femern

”Pilen” er nu officielt åbnet af lærlinge fra det store tunnelbyggeri. 217 meter lange rampe forventes at tiltrække op imod 100.000 besøgende om året og peger ned mod byggepladsen, hvor mange lærlinge bidrager til arbejdet.
Udsigtsposten pilen, med byggeri i baggrunden.
Fra det 24 meter højt udsigtspunkt kan besøgende overvære byggeriet. Foto: Sund & Bælt.

Danmarks største infrastrukturprojekt, Femern Bælt-tunnelen, bygges som en 18 km lang sænketunnel til biler og tog mellem Rødbyhavn på Lolland og den tyske ø Fehmarn.

Byggeriet har nu fået et nyt, 24 meter højt udsigtspunkt til det omfattende byggeri.

Over 1000 mennesker deltog i åbningen af Pilen. Foto: Sund & Bælt.

Pilen er en 217 meter lang rampe, der hvor tunnelen begynder, og tog- og biltrafikken i fremtiden vil køre ned i tunnelen mod Puttgarden.

Det nye udsigtspunkt forventes at tiltrække op imod 100.000 besøgende om året.

Læs også

En enestående udsigt: Pilen endelig klar til indvielse

– Fra Pilen er der udsigt over byggepladsen, byggeriet af selve tunnelen og det omgivende landskab. Dermed får de mange besøgende fra ind- og udland mulighed for at lade sig fascinere og inspirere af det historiske byggeri, siger administrerende direktør Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælt, og fortsætter: 

– Pilen giver ikke alene et godt overblik, men den giver også en fremragende udsigt til de mange forskellige uddannelser, som et byggeri af verdensklasse kræver for at komme i mål. Et besøg her på Pilen kan på den måde både fascinere og inspirere børn og unge til at vælge en faglig uddannelse inden for byggeriet.

Store ambitioner

Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-forbindelsen, har stillet krav til entreprenørkonsortierne om, at der skal uddannes minimum 500 lærlingeårsværk i byggeperioden.

Også Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, ser vigtigheden af det store lærlingeansvar på store byggeprojekter.

– På alle måder mener jeg, at Femern Bælt-forbindelsen er blevet et fyrtårn for faglig stolthed, for lærlingeansvar og vores erhvervsuddannelser her i Danmark. Vi skal så et frø, som kan vokse i de unge mennesker, inden de vælger uddannelsesretning, siger han.

Læs også

Femern-projekt tættere på lærlingemål: Tager de gode erfaringer med videre

Mads Haugbølle Behrendsen, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, glæder sig over de store ambitioner på området:

– Mange lærepladser løfter ikke det ansvar, de har for de unge, der træder ind i deres fag. Men her, på det sydlige Lolland, ser vi, at det kan lade sig gøre. Pilen peger derfor også ned mod byggepladsen – ned mod de mange lærlinge, som der investeres en stor indsats i her.

Relateret indhold