Vinderen fundet til Fjordforbindelsen Frederikssund

Det er nu blevet afgjort, hvem der skal bygge den nye bro mellem Frederikssund og Hornsherred.
Den nye bro mellem Frederikssund og Hornsherred skal aflaste den gamle broforbindelse. Foto: Colourbox.
Den nye bro mellem Frederikssund og Hornsherred skal aflaste den gamle broforbindelse. Foto: Colourbox.

Det bliver et europæisk joint venture bestående af Rizzani de Eccher, Besix og Acciona Infraestructuras, som Vejdirektoratet agter at indgå kontrakt med på milliardopgaven med at bygge den nye bro og motortrafikvej. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

– Vi er færdige med at evaluere de fire indkomne tilbud. Det joint venture, der leverede det bedste tilbud – både på kvalitet og pris – består af en italiensk, belgisk og spansk virksomhed. Vi er meget tilfredse med, at vi nu er så langt i processen, at vi forhåbentlig snart indgår kontrakt med dem og dermed når endnu en vigtig milepæl i forhold til at få etableret en fjordforbindelse, siger anlægschef i Vejdirektoratet Erik Stoklund Larsen.

– Dette joint venture har rigtig gode referencer fra tilsvarende infrastrukturprojekter rundt om i verden, også fra projekter i Natura 2000 områder. Lige netop erfaringer med anlægsarbejder i særligt sårbare naturområder har været en høj prioritet for os som bygherre, fortsætter Erik Stoklund Larsen.

Danske underleverandører

Vurderingen af de indkomne tilbud og dermed udvælgelsen af entreprenøren er sket i to tempi. Først har man vurderet tilbuddene på en række kvalitative parametre, hvilket blandt andet omhandler deres tekniske løsninger, men eksempelvis også hvordan entreprenøren påtænker at gennemføre projektet under størst mulig hensyntagen til omgivelserne.

– Det er til stor glæde for Fjordforbindelsen Frederikssund SOV, at det valgte joint venture både havde den bedste kvalitative bedømmelse og den laveste pris. I bestyrelsen ser vi frem til, at de snart går i gang i marken, siger en glad Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund SOV.

Tre ud de fire priser, der kom ind på opgaven, lå under entrepriseoverslaget på 1.1 milliarder.

– Det var store internationale entreprenørvirksomheder, der bød på opgaven. Det er dejligt at se, at det vindende joint venture har danske underleverandører i form af Sweco som rådgiver på miljø og geoteknik samt MJ Eriksson som underentreprenør på jord- og afvandingsarbejder. Derfor forventer vi også, at der bliver en del lokale arbejdspladser i hele byggeperioden, siger Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund SOV.

Joint venturet har i sit tilbud valgt, at elementer til broens overbygning bliver produceret i Polen og sejlet til en dansk havn. Den del svarer til cirka 15 procent af den samlede produktion. Resten af projektet, såsom fundering og underbygning af højbroen samt den resterende del af kontrakten vil blive produceret på stedet.

Frie rammer

Den nye bro over Roskilde Fjord bliver en betalingsbro og Fjordforbindelsen Frederikssund SOV skal varetage etablering af en ny motortrafikvej og fjordforbindelse over Roskilde Fjord samt stå for lånoptagning til finansiering af projektet samt opkrævning af betaling for passage af den nye forbindelse. Vejdirektoratet er bygherre på projektet på vegne af Fjordforbindelsen Frederikssund SOV.

Opgaven med anlæg af den nye bro og motortrafikvej er udbudt som en totalentreprise. Det vil sige, at entreprenøren har rimelig frie rammer til at planlægge gennemførelsen af opgaven. Dog regner Vejdirektoratet med, at den nyudnævnte vinder af projektet vil udnytte efterårsmånederne til at komme i gang med de geotekniske undersøgelser på Roskilde Fjord.

Den formelle kontraktindgåelse foregår primo oktober.

Relateret indhold