Borgring, oplevelsescenter
- Supplerende adresse: Lellinge, Køge
- Stadie: Detailprojektering
- Forventet byggestart: April 2024
- Forventes færdigt: Oktober 2025
- Estimeret budget: 50 mio. kr.
- Bygherre: Museum Sydøstdanmark
- Bygherrerådgiver: Dan-Project Søllested og Elmann Ipr Advokatfirma v/Advokat Tanya Meedom
- Arkitekt: Loop Architects
- Ingeniør: Ingeniørfirmaet Viggo Madsen
- Landskabsarkitekt: Lytt Architecture
- Omfang: 2.000 kvm, opførelse af formidlingscenter ved ringborgen i Lellinge med udstillinger, arkæologisk feltstation med kontorer, mødelokaler og laboratorier, eventcenter med mødefaciliteter og servicecenter med billetsalg, forretning, café mv.
- Der er endnu ikke taget stilling til byggearbejdets udbud.
- Kilde: Byggefakta
Én af Danmarks i alt fem bevarede vikingeborganlæg – den spektakulære borgring ved Lellinge vest for Køge – skal formidles ved et oplevelsescenter inspireret af vikingetidens karakteristiske kongshaller.
Loop Architects blev i januar sammen med Lytt Architecture og ingeniør Viggo Madsen som underrådgivere udpeget som vindere efter en indbudt konkurrence med i alt tre danske tegnestuer.
Bygherren Museum Sydøstdanmark har en forhåbning om at komme med på UNESCO’s verdensarvsliste i en såkaldt serienominering sammen med de fire andre vikingeborge Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg.
Om de fem danske ringborge fra Vikingetiden kommer i fint selskab med de nuværende 1.157 kulturarvssteder, som bl.a. tæller Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, Operahuset i Sydney, Machu Picchu i Peru og Frihedsgudinden i New York, afgøres på Verdensarvskomitéens 45. session til september.
Bindes fornemt sammen
Det eksisterende Borgring-anlæg ligger som et geometrisk præcist cirkulært anlæg – et cirkelkors – på en skrånende flade ned mod Køge Å og i skarp kontrast til det omkringliggende landskab.
Som en enkel, rektangulær bygning placeres det nye oplevelsescenter på den modsatte side af ådalen og beklædt med sort træ og med et karakteristisk og markant tag. En bygning, der har tydelige referencer til vikingernes enkle langhus-arkitektur med dominerende tagkonstruktioner.
Fra oplevelsescentret bliver der et kig til Borgring, der samtidig formidler, hvordan anlægget tilbage i historien og fortsat i dag iscenesætter landskabets helt særlige skrånende profil mod ådalen.
– Forslaget binder på fornem vis de to elementer, Borgring og oplevelsescenter sammen. Ved at udforme oplevelsescentret som et solitært element skabes en reference til- og dynamik mellem Borgring og oplevelsescentret. Referencen til vikingetiden er på den måde til stede, men på et abstrakt niveau, lød det i dommerbetænkningen.
Fantasien sættes løs
Allerede ved ankomsten til oplevelsescentret inviterer en stor åbning i bygningens facade blikket til at vandre gennem bygningens indgangsport og videre mod Borgring via store vinduespartier.
Brændt træ beklæder væggene i ankomstrummet, og refererer direkte til vikingetidens materialer, både i duft og ved berøring, og fremviser en imprægneringsteknik fra datiden.
Som et vigtigt stemningssættende element henter interiøret inspiration i vikingetidens ofte dystre, dragende og fascinerende univers. Det afspejler sig i den overordnerede geometri med referencer til langhuse og kongshaller og helt ned i detaljen og materialevalget.
Hele tiden er mørket og skyggerne en præmis, der skal pirre nysgerrigheden og sætte fantasien løs. Når man bevæger sig op gennem huset – fra udstillingshallens mørke til udsigtsrummet – opleves en overgang fra det mørke til det lyse. Stærke og dramatiske virkemidler, der hver især iscenesætter oplevelsen.
Tagfladen der beskytter bygningens træfacade fungerer som solafskærmning i sommerperioden. Derudover fungerer udhænget som et overdækket areal, hvor grupper kan samles.
Den kompakte bygningskrop gør bygningen energieffektiv og teknikarealer er logisk placeret. Samtidig er projektet udført som et bæredygtigt byggesystem i en stålkonstruktion, der let kan adskilles og genbruges.
Efter planen åbner oplevelsescentret i efteråret 2025.