Storebæltsforbindelsen blev opført efter statsfinansieringsmodellen. Det samme blev Øresundsforbindelsen, og Femern-forbindelsen skal også finansieres efter modellen, der muligvis har dansk oprindelse, og som har betydet, at Danmarks store faste forbindelser over Øresund og Storebælt kunne realiseres på tidspunkter, hvor statskassen ikke kunne rumme deres gennemførelse.
Modellen går kort fortalt ud på, at man har et projekt, der efter opførelse kan generere egne indtægter gennem brugerbetaling – eksempelvis Storebæltsbroen. Projektet finansieres så ved, at staten udsteder en garanti for tilbagebetaling af projektet, og denne garanti kan selskabet bag projektet bruge til at optage lån til lave renter, som forbindelsen kan anlægges for. Herefter bruges broindtægterne til at tilbagebetale lånene over et antal år – typisk godt 30 år.
– Statsgarantimodellen giver meget billigere finansiering, fordi risikoen for långiver er væsentligt mindre, fordi der står en stat bagved.
Kaj V. Holm Finansdirektør, Sund & Bælt
Billigere finansiering
– Statsgarantimodellen giver meget billigere finansiering, fordi risikoen for långiver er væsentligt mindre, fordi der står en stat bagved. Danmark har en AAA-rating – det er noget af det sikreste man kan få – og det afspejler sig i den rente, man kan få. Til sammenligning vil en privat virksomhed alt andet lige ikke være lige så sikker som den danske stat, og derfor vil renterne her være højere. Statsgarantimodellen betyder altså, at projekter, det kunne være svært at få finansieret privat, i nogle tilfælde kan realiseres. Ulempen er så, at det er staten, der sidder med risikoen i sidste ende, siger finansdirektør i Sund & Bælt, Kaj V. Holm, og fortsætter:
– Metoden har betydet, at Storebæltsforbindelsen blev realiseret. Den havde vi aldrig fået på det tidspunkt, vi gjorde, hvis ikke det var fordi, man havde benyttet en ny finansieringsmodel. Der var ikke penge på statsbudgettet til at realisere den, og man havde aldrig fået en privat investor til at påtage sig opgaven, fordi risikoen ville have været for stor. Og det skal man ikke negligere, for der er altid en risiko på disse store projekter. Det er derfor, staten går ind med en garanti.
Ingen mirakelkur
Statsgarantimodellen blev undfanget i energisektoren, da naturgas skulle transporteres ind fra Nordsøen og distribueres rundt i landet, og det unikke ved modellen er, at den lægger sig mellem den klassiske måde at finansiere infrastruktur på, nemlig med statslige midler, og ren privatfinansiering med Eurotunnel som det nok væsentligste eksempel.
– Statsfinansiering er også meget velkendt for os, for det er jo sådan, vi bygger motorveje og jernbaner. Sådan har vi altid gjort, og det vil vi fortsat gøre, siger Kaj V. Holm og fortsætter:
– Samtidig er statsgarantimodellen ikke en mirakelkur. Den kan kun bruges, hvis et projekt kan skabe sine egne indtægter, og det sætter klart nogle begrænsninger, for hvor mange steder vil man politisk acceptere, at vi skal betale for eksempelvis at køre på en motorvej. Så brugen af den er politisk følsom.
Ifølge Kaj V. Holm er der interesse for statsgarantimodellen i udlandet, men samtidig også en vis berøringsangst.
– Jeg tror, at en af årsagerne kan være, at man ikke kan præcisere risikoen ved at garantere for et projekt. Man kan ikke på forhånd vide, om kan tabe for eksempel en eller fem milliarder, og selvom den usikkerhed ikke er unik for denne finansieringsform, så spiller den en rolle, slutter han.
