Sønderborg er en af EU’s mest ambitiøse klimabyer

Sønderborg har siden 2007 arbejdet målrettet på at nedbringe CO2-udledningen, så den i 2029 rammer nul. Det har nu indbragt EU-anerkendelse af byens klimamasterplan.
Byer står for mere end 70 % af den globale CO2-udledning og forbruger over 65 % af verdens energi. I Sønderborg arbejder de målrettet på at gøre områdets energisystem CO2-neutralt allerede i 2029. Foto: Sønderborg Kommune
Byer står for mere end 70 % af den globale CO2-udledning og forbruger over 65 % af verdens energi. I Sønderborg arbejder de målrettet på at gøre områdets energisystem CO2-neutralt allerede i 2029. Foto: Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune arbejder målrettet på at bringe CO2-udledningen fra energiforbruget ned på nul allerede i 2029. Det sker gennem det målrettede arbejde i ProjectZero – et partnerskab mellem kommunen og det højteknologiske, lokale erhvervsliv.

Den determinerede indsats gjorde, at Sønderborg var blandt de første deltagende byer i det danske klimaprojekt DK2020, der nåede i mål med en færdig klimahandlingsplan.

Klimaarbejdet har bragt den sønderjyske med blandt de 100 ambitiøse klimabyer, som EU sidste år udpegede til at tage del i at udvikle nye metoder for grøn omstilling, der skal forbedre mulighederne for, at alle europæiske byer bliver klimaneutrale inden 2050.

Borgmester Erik Lauritzen siger:

– I Sønderborg-området har private og offentlige aktører i fællesskab fundet opskriften på et succesfuldt samarbejde, fordi vi har kørt i samme retning siden 2007, hvor energieffektiviseringer og grønne løsninger bliver udviklet og omsat til virkelighed. Dermed er der opbygget et stort demostratorium af klimaløsninger, som tjener til inspiration for andre. Det er de resultater, der giver os hæderen, og som også gør, at vi lykkes med at nå nullet i 2029.

Læs også: Sønderborg satser på klimaneutral energi

Nu har Sønderborg – som den første danske by – modtaget EU’s Mission Label, der er en kvalitetsstempling af den masterplan, Sønderborg arbejder efter i bestræbelserne på at gøre områdets energisystem CO2-neutralt i 2029.

De øvrige byer, der har modtaget EU’s Mission Label er: Cluj-Napoca (Rumænien), Klagenfurt (Østrig), Mannheim (Tyskland), Stockholm (Sverige) og de fem spanske byer Madrid, Valencia, Valladolid, Vitoria-Gasteiz og Zaragoza.

Et succesfuldt samarbejde

At få EUs Mission Label kan blandt andet hjælpe med at lette adgangen til finansiering fra EU, nationale og regionale finansieringskilder, herunder også private investeringer.

– Jeg er meget glad for, at Sønderborg Kommunes indsats for et bedre klima endnu en gang bliver anerkendt af EU. Og jeg er stolt over, at det sker på grund af arbejdet i ProjectZero, hvor vi som område har stået sammen og samarbejdet på tværs for at skabe resultater og nedbringe CO2-udslippet, siger borgmesteren.

De udpegede byer har alle udfærdiget en Climate City Contract (CCC), som indeholder byens mål og planer for klimaneutralitet. Nu er de første 10 byer så belønnet med det Mission Label, der fortæller, at deres Climate City Contract er gennemgået og godkendt af Europa-Kommissionen med støtte fra eksperter – herunder Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Det Fælles Forskningscenter (JRC).

Sønderborgs Climate City Contract bygger på den ProjectZero strategi og masterplan, som Sønderborg-området i fællesskab har arbejdet for at realisere siden 2007. Målet er at hele kommunens energisystem skal være CO2-neutralt i 2029.

Med udgangen af 2022 havde Sønderborgområdet reduceret udledningerne med cirka 400.000 ton svarende til 57 %.

Relateret indhold