Danmarks ældste papirfabrik, Dalum Papirfabrik, havde produktion frem til 2012 i Odense-bydelen Dalum. Nu omdannes området fuldstændig til et område med i alt 442 boliger fordelt på 301 lejelejligheder, 63 rækkehuse, 20 eksklusive ejerlejligheder, 58 seniorboliger, dagligvarebutik, parkeringshus, fælleshus, naturlegepladser og flere grønne arealer.
Det er C.F. Møller Architects, der har tegnet visionerne og forvandlingen af den samlede gamle papirfabrik. Arkitekt Michael Kruse siger:
– Målet er at bevare Papirfabrikkens kulturarv og kvaliteter, men i en ny, grønnere fortolkning, der passer til den måde, vi ønsker at leve på i dag og i morgen. Med lys og luft. Med tid til at være sig selv og plads til at dyrke relationer og det gode liv.
Til efteråret sættes 1. etape af transformationen af det såkaldte Hollænderhuset i gang – også tegnet af C.F. Møller Architects. Bygherren MT Højgaard Property Development har tildelt totalrådgivningen af områdets første ejerlejligheder entreprenørvirksomheden Byggeselskabet Paulsen.
På virksomhedens CV står bl.a. udvidelsen af Plejecenter Dagmargården i Skanderborg, udbygningen af Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten og Frederiksbro i Hillerød, der er et af Danmarks største boligprojekter.
– Jeg har store forventninger til, at det bliver nogle helt unikke boliger, som bliver opført, udtaler Finn Mortensen, projektudviklingsdirektør for MT Højgaard Property Development.
Otte forskellige lejlighedstyper
Opgaven i 1. etape lyder på at opføre 22 rækkehuse kaldet Papirrækkerne og 20 unikke ejerlejligheder i den ikoniske, fire etager høje industribygning kaldet Hollænderen eller Hollænderhuset efter Papirfabrikkens stolthed; en hollandsk papirmaskine, der var med til at revolutionere papirproduktionen.
Begge projekter skal stå klar til indflytning d. 1. oktober 2024. Også etape 2, der påbegyndes, så snart 1. etape er afleveret, er gået samme vej. Her skal entreprenørvirksomheden fra Them opføre yderligere 41 rækkehuse.
Der bliver otte forskellige lejlighedstyper fordelt med fem boliger på hver etage i Hollænderhuset, der vil beholde sin industrielle krop og karakter, hvilket vil give boligrammerne noget helt specielt: Lejlighedernes køkkenalrum samt enkelte værelser vil have mindst 3,5 meter til loftet og helt op til 5 meter i visse boliger. Hermed vil der komme et helt specielt og fantastisk lysindfald i boligerne gennem de store, markante aluminiumsvinduer.
De eksisterende betonkonstruktioner bevares og bringes frem og vil være med til at give lejlighederne et New Yorker inspireret look
De i alt 63 rækkehuse i Papirrækkerne, der opføres i to etaper, bliver på mellem 90-130 kvm fordelt på to plan. Hver bolig får egen terrasse og altan på 1. sal.
Regionsdirektør Jesper Quist fra Byggeselskabet Paulsen udtaler:
– Vi glæder os til at komme i gang med nogle både spændende og anderledes boliger udført i totalentreprise.