Ny viden: Akustik bliver påvirket af lyset

Akustikforskerne på DTU har deltaget i et forsøg, der gav overraskende ny viden om lysets betydning for lyden i et rum.
Pressefoto.
Pressefoto.

Et samarbejde mellem Henning Larsen Architects, en lysdesigner fra Kunstakademiets Arkitektskole og akustik-ingeniører fra DTU har for nylig påvist, at støjniveauet i en folkeskoleklasse påvirkes markant af belysningens karakter. Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

Forskerne gennemførte en række forsøg i identiske klasselokaler på en skole i Århus. Lyset blev i forsøgene ændret, så det i nogle undervisningstimer var et ensartet loftlys fra traditionelle institutionslamper, og i andre timer var et koncentreret lys fra opsatte pendler over bordene i stil med det, vi kender hjemmefra.

– Vi har gennemført målinger af støjniveauet med forskellig lyssætning. Det viste sig hurtigt, at det koncentrerede lys fra pendlerne fik børnene til at være markant mere stille, end når loftlyset var tændt, forklarer Finnur Pind. Han har sammen med kollegaer fra DTU Elektro bistået med avancerede målinger af lydniveauet, så det blandt andet var muligt at skelne mellem lyde fra henholdsvis elever og lærer.

– Målingerne viste, at lyden ved brug af pendlerne blev reduceret med mellem en og seks decibel i tre fjerdedel af undervisningssituationerne. En reduktion på en decibel kan det menneskelige øre dårligt opfatte, men en reduktion på tre decibel i støjniveauet er tydelig – og en forskel på seks decibel er endog meget tydelig. Det resultat havde vi ikke forestillet os på forhånd, siger Finnur Pind.

Ny væsentlig viden

Akustik- og lyseksperter har traditionelt haft modstridende interesser i forhold til indretning af nye bygninger. Ønsket om et stort lysindfald, mange vinduer, højt til loftet og så videre harmonerer sjældent med muligheden for at skabe en god akustik.

– Med den nye viden om sammenhængen mellem belysning og akustik er jeg overbevist om, at det vil ændre sig fremover, så de to områder i større udstrækning bliver integreret. Der er i hvert fald stor interesse for vores forsøg blandt akustikere, blandt andet skal vi præsentere dem ved den største europæiske konference Euro Noise 2018 senere på året, siger Finnur Pind. Også Henning Larsen Architects, der har sat forsøget i gang, vil fremover have fokus på at øge samarbejdet mellem lys og akustik.

Relateret indhold