Aalborg nyder international opmærksomhed og er netop blevet hædret for det innovative projekt Musikkens Hus, hvis udendørsområde har forvandlet Aalborgs havnefront fra et travlt industrikvarter til en indbydende oase med imponerende arkitektur og storbystemning.
Visionen bag opførelsen af Musikkens Hus var netop at forene det pulserende byliv og stedets lokale kulturarv i en arkitektonisk helhed – og dermed bringe lys og liv til Aalborgs havnefront. Og det lader til, at ÅF Lighting har opfyldt visionen. I hvert fald har Aalborg, og udendørsprojektet, området omkring Musikkens Hus, formået at tiltrække opmærksomhed og gøre sig bemærket helt i Sydkorea, hvor førstepladsen ved dette års prisuddeling kom i hus. Anden- og tredjepladsen gik til henholdsvis Seoul i Sydkorea og Emmen i Holland.
Det er fjortende gang, at den internationale prisuddeling City.People.Light Award finder sted, og denne gang blev det altså Aalborg, der løb med førstepladsen. Ved afgørelsen blev der især lagt vægt på, at projektet lever op til kriterierne om innovation, bæredygtighed og hensyn til lokalmiljøet:
– Jeg er glad for at se, at et dansk belysningsprojekt vinder international anerkendelse. Belysning får stadig større fokus, når der skal laves nye områder i de danske byer, og det er de samme tendenser, vi oplever internationalt. Designere og politikere har fået øjnene op for, hvor vigtigt lys er i jagten på at skabe den optimale byfornyelse og forskønnelse, siger Astrid Simonsen Joos, CEO for Philips Lighting Nordic.