Mangel på tidssvarende seniorboliger

Analyse: Kommunerne bør udvikle nye former for seniorboliger, og det bør overvejes at gøre de lovgivningsmæssige rammer mere fleksible.
Ifølge en analyse fra Kuben Management bør kommunerne hurtigst muligt udvikle nye former for seniorboliger. Foto: Colourbox.
Ifølge en analyse fra Kuben Management bør kommunerne hurtigst muligt udvikle nye former for seniorboliger. Foto: Colourbox.

Antallet af ældre vokser i disse år betydeligt mere end den øvrige befolkning, og væksten i ældregruppen vil fortsætte.

Fremtidens ældre har nogle muligheder, som tidligere generationer af ældre ikke har haft. De ældre er gennemsnitligt ved bedre helbred og har på flere fronter flere ressourcer end før i tiden. De kommende ældre har også større bevidsthed om egne mål og ønsker i livet som senior. Dette gælder også for boligen og kommer blandt andet til udtryk i en faldende tilslutning til de traditionelle plejeboliger, skriver rådgivningsvirksomheden Kuben Managment i en ny analyse.

Fremtidens seniorbolig

Fremtidens bolig for ældre er derfor ikke en traditionel plejebolig – som ofte er placeret i villakvarterer eller i rolige omgivelser i udkanten af byerne. Fremtidens seniorbolig er indrettet, så beboeren kan fungere i eget hjem med begrænset hjælp udefra. Det gælder adgang og tilgængelighed, det gælder teknologiske hjælpemidler, og det gælder fleksibilitet i opdeling og indretning.

Og fremtidens seniorbolig giver impulser fra “det fælles liv”. Det kan gennem en placering som en integreret del af det omgivende samfunds aktiviteter, f.eks. i tilknytning til indkøbsentre og uddannelsesinstitutioner. Og det kan være ved at skabe nye rum for mødet i fællesskabet.

Kommunerne bør gå forrest

Gode seniorboliger for fremtidens ældre er en fordel for samfundet. Samtidig har kommunerne et unikt videns- og erfaringsgrundlag fra ældreområdet såvel som fra byplanlægning og byudvikling.

Kommunerne bør derfor gå forrest i en udvikling af nye former for tilbud om seniorboliger, og det bør overvejes at gøre de lovgivningsmæssige rammer mere fleksible.

Relateret indhold