Planerne for den kommende bymidte er nu så langt, at der efter byrådets godkendelse er inviteret til borgermøde d. 18. maj 2022. Her vil deltagerne få mere at vide om bymidtens sammensætning af natur, skole, bolig, boksbutikker, friplejehjem, sundhedshus, biograf, caféer og idrætsfaciliteter.
Visionen er, at den nye bymidte bindes sammen af et socialt og naturmæssigt fællesskab på bypladsen, aktivitetstaget og i taghaver. At der bliver skabt en levende og bæredygtig central plads, hvor uddannelse, handel, boliger og fritidsaktiviteter bidrager til bymidtens livsnerve.
Syv forskelligartede byggefelter
Bymidten bliver fordelt på syv forskelligartede byggefelter, hvilket skal være med til at sikre variation og boligdynamik. Det giver brede udfoldelsesmuligheder til bymidtens blandede aktiviteter.
– Vi ved, at der både i Hørsholm og Kokkedal er underskud af prismæssigt rimelige lejeboliger. Format imødekommer dette ved at tilbyde et bredt udbud af boligtyper for seniorer, det unge par, singlefamilier, mindre familier, singler og unge. For at øge livskvaliteten i området har vi satset hårdt på kultur- og idrætsfaciliteter som biograf, fitness, padel, sundhedscenter mv., siger Joacim Bruus-Jensen, projektansvarlig i UTF Invest Nordsjælland.
Plads til fritidsaktiviteter
Med hele 57.350 m2 at boltre sig på har projektgruppen bag haft mulighed for at genopfinde både bymidte og boksbutikstankegangen. I den nye bymidte, der får navnet Format, bliver butikkerne integreret i bymidten, hvor materialer og facadespring skal give oplevelsen af en imødekommende og tryg bymidte. En bymidte hvor der udover boksbutikker også findes boliger og plads til fritidsaktiviteter. Format bliver en del af et allerede eksisterende lokalmiljø, hvor der i dag findes dagligvarehandel, rådhus samt offentlig transport.
Sammensætningen i den nye bymidte:
– 20.500 m2 boliger og friplejehjem
– 17.350 m2 butik – inklusive 1.000 m2 mindre dagligvarebutikker (7-Eleven, bager, apotek mv.)
– 2.900 m2 skole i Fredensborg Kommune og ca. 9.000 m2 i Hørsholm Kommune
– 1.200 m2 erhverv
– 1.200 m2 restaurant
– 8.500 m2 kultur og sundhed (fitness, padel, sundhedshus, biograf mv)
– 5.700 m2 parkeringshus
Kvadratmeterne er fordelt, så butikkerne primært ligger i stueplan, kultur og sundhed på første plan og boliger ligger fra første sal og opad.
Bæredygtigheden er omdrejningspunktet
Projektet har også fokus på bæredygtige løsninger, både i arkitektur, byggeri og efterfølgende drift. Arkitekturen tager derfor højde for, at man kan ændre de kunderettede funktioner over tid, så oplevelser og butikker rettes til i takt med samfundets udvikling.
Social bæredygtighed er indtænkt som en af hjørnestenene i bymidten, hvor man fra projektholdets side lægger vægt på, at man som beboere oplever, at bymidten er tryg og giver et naturligt tilhørsforhold.
– Vi kan se, at der er stor efterspørgsel efter nye måder at bo på, hvor man ikke er bundet af snærende rammer, men i stedet oplever samhørighed og fællesskab med andre. Det giver Format en helt enestående mulighed for at realisere, idet der i planen er indtænkt rum for fællesskab både ude og inde ligesom der planlægges en bred sammensætning af boligtyper, fortæller projektleder Kristin Arendt fra UTF Invest Nordsjælland.
En lang og sej kamp
Arbejdet med at omsætte ønsket om en ny skole til et aktivt byområde har stået på de sidste fem år, og i 2018 fik projektets parter erhvervsstyrelsens tilladelse til at opføre en ny bymidte i området. Siden er planerne løbende blevet konkretiseret og detaljeret, og de nyeste planer giver NGG de ønskede nye lokaler velintegreret i bymidten.
Projektet har krævet mange undersøgelser og analyser. Der har således været gennemført en række trafikanalyser, ligesom det har været undersøgt, hvor mange butikker der kan opføres i området, så det passer med det nærliggende handelsliv – en såkaldt detailhandelsanalyse. Både trafik og butikssammensætning har givet anledning til debat i nabokommunen Hørsholm.
Læs Cowis detailhandelsundersøgelse og konsekvensvurdering her.
– Vi har efter bedste evne søgt at få enderne til at mødes, så Hørsholm kommunes politikere er trygge ved, at de kommende butikker får en anden størrelse og kundegrundlag end de klassiske bymidtebutikker. Det har været en lang og til tider sej kamp, men i efteråret 2021 lykkedes det endelig at finde et passende sammensat projekt for alle parter, siger Joacim Bruus-Jensen.