Flodbyen – klimatilpasning i Randers

Det centrale Randers og området omkring byens havn vil de kommende år undergå en omfattende forandring, der skal sikre byen mod fremtidens forhøjede vandstand og stormfloder. Samtidig anlægges et nyt, rekreativt byrum, der skal åbne midtbyen ud mod vandet og naturen. Flodbyen og Klimabåndet vil blandt andet omfatte udflytning af byens aktive industrihavn, opførelse af nye boliger, etablering af rekreative områder ved vandet samt opførelse af endnu en broforbindelse over Gudenåen.
Klimatilpasning og visionær byudvikling i og omkring Randers. Foto: Randers Kommune
Klimatilpasning og visionær byudvikling i og omkring Randers. Foto: Randers Kommune

Randers er blandt de mange danske byer, hvor klimatilpasning er højt placeret på den politiske dagsorden. Med Flodbyen og Klimabåndet vil man beskytte byen mod fremtidens forhøjede vandstand, stormfloder og skybrud som resultat af klimaforandringerne samt samtidig gøre byen endnu mere attraktiv at bo og drive virksomhed i.

Indtil videre er de omkring 100.000 randrusianere sluppet for alvorlige klimahændelser, men byen og dens borgere har været tæt på flere gange.

– Vi har ikke i de senere årtier haft nogle af de voldsomme stormflodshændelser, som er set andre steder i landet. Men vi har områder i byen, som har været tæt på at blive oversvømmet, og hvor enkelte gader har stået under vand. Byen er generelt i stor risiko for oversvømmelser ved stormflod og stigende havvand, og den er i dag kun lige præcis sikret med midlertidige foranstaltninger. Det er derfor afgørende, at der i midtbyen, hvor de fleste værdier findes, etableres klimasikring langs Gudenåen, som netop er en essentiel del af Flodbyen, fortæller Malene Lauge Nielsen, der er udviklingschef på projektet.

Klimabåndet

Udsigten til ekstreme vejrhændelser er udgangspunktet for Klimabåndet, der på én og samme tid skal skabe sammenhæng i byen, grønne områder, nye bebyggelser, opholdsrum ved vandet samt naturligvis sikre byen mod ekstreme vejrhændelser. Med sin placering i bunden af Randers Fjord – med Gudenåens vande løbende gennem byen – og med sine kuperede omgivelser vil Randers være udsat i fremtiden.

– Randers er udfordret af den smalle fjord og vandet fra Gudenåen, og så er der det bakkede landskab omkring byen, hvorfra regnvandet løber ned, samt det stigende grundvand. Derfor er den langsigtede klimasikring og håndteringen af såvel hverdags- som skybrudsregn vigtig, fortæller udviklingschefen.

Som et centralt led i udvikling af Flodbyen etablerer man et såkaldt klimabånd på begge sider af åen, uden at skabe fysiske barrierer mellem byen og vandet. På den ene side integrerer man således vandet i byen, og på den anden side sikrer man byen, når vandet i perioder trænger sig ekstra på.

I Flodbyen etableres ligeledes nye boliger. I det første byggeområde, Brotoften, skal et dige beskytte området mod høj vandstand. På diget placeres boligerne på pæle, så man kan åbne helt op til vandet og skabe et meget vandnært byrum, der understøtter biodiversiteten i området, men altså samtidig sikrer boligerne mod oversvømmelser.

Andre steder langs klimabåndet etableres tilsvarende arealer, hvor diget skubbes så langt ind i landskabet, at det med fuldt overlæg oversvømmes ved højvande. Dermed skabes et naturskønt område i dagligdagen, der ved voldsomme vejrfænomener eller øget vandstand kan fungere som klimasikring.

Fra havn til rekreativt rum

Et af de store delprojekter handler om udflytning af Randers’ industrihavn. Man er kommet så langt med etablering af et nyt havneområde øst for byen, at havnekontoret i første omgang flytter ud i foråret 2024. Derefter følger selve havnefaciliteterne i 2028 og i 2036.

– Det er svært at byudvikle i nærheden af en aktiv erhvervshavn, men vi har et rigtig godt samarbejde med havnen, hvor vi forsøger at finde løsninger sammen i forhold til havnens aktiviteter og realiseringen af Flodbyen. Kommunen har f.eks. etableret en ny havnevej ud til det nye havneområde, fortæller Malene Lauge Nielsen.

Hvor havnen ligger i dag, skal i de kommende år anlægges et rekreativt område. Flodlejet anlægges med et nyt kultur- og fælleshus, kaldet Bolværket, i tilknytning til det eksisterende pakhus, som i dag huser et street food-marked, ligesom der er planerom musik- og teateraktivitet, restaurant, erhvervslokaler med mere. Visionen er et blågrønt område med flodbad, formidlingssted for naturoplevelser samt ophalerplads for kanoer og kajakker.

– Der er generelt god opbakning til planerne blandt randrusianerne. Borgerne kan se, at det er et projekt for alle; med café- og restaurantliv, mulighed for nye aktiviteter både på vandet, på land og med nye grønne områder langs Gudenåen, samt ikke mindst mulighed for at bo ved vandet for dem, der ønsker det, fortæller Malene Lauge Nielsen.

Ny broforbindelse

Flodbyen kommer med Klimabroen også til at løse en række trafikale udfordringer i og omkring Randers. Der er i dag to forbindelser over Gudenåen, nemlig Randers Bro, der krydser åen ved Randers. Den anvendes hver dag af 42.000 bilister, hvilket nogenlunde svarer til den daglige trafik på Storebæltsbroen. Den anden vejforbindelse er motorvej E45.

Som led i projektet med Flodbyen vil man anlægge endnu en forbindelse over Gudenåen. Den er døbt Klimabroen og får to spor i hver retning, lige som den samtidig giver plads til cyklister og fodgængere. Den nye bro, der føres hen over havnepieren syd for fjorden, vil med en sluse kunne lukkes i tilfælde af høj vandstand i fjorden og dermed bidrage til, at vandet bibeholdes i det nordlige havnebassin. Når vandstanden så falder i fjorden, kan man åbne slusen og lede regnvand fra det sydlige havnebassin ud i fjorden.

Flodlejet bliver et nyt samlingspunkt:

Flodlejet bliver en grøn plads på Bolværksgrunden mellem Havnegade, Randers Bro, havnebassinet og Randers Street Food-bygningen. Det ligger fast, at der centralt på pladsen kommer til at ligge en bygning kaldet Bolværket med en forventet størrelse på omkring 7.700 etagemeter. Derudover lægges der op til, at:

  • Flodlejet skal skabe liv med plads til f.eks. vandleg og naturformidling.
  • Der skal skabes mulighed for SUP paddles, kajakroning og flodbad.
  • Der skal beplantes med inspiration fra Gudenå og Randers Fjord.
  • En del af området skal hæves ca. 1,5 meter for at sikre det mod oversvømmelser. Det skal samtidig være muligt at komme ned til vandet via forskellige terrasser med beplantning og siddepladser i forskellige niveauer.
  • Der skal være gode forbindelser til midtbyen.

Læs mere: www.flodbyen.dk.

Relateret indhold