I det gamle lokomotivværksted Kedelsmedjen i København blev vinderne af årets bedste renoveringer i går kåret.
Det var tiende gang, at Renoverprisen kårede Danmarks bedste renoveringer, og derfor blev i år uddelt tre priser inden for kategorierne bolig, institution og erhverv, hvor også bæredygtighed var et gennemgående fokus:
– Det kræver nytænkning og teknisk snilde at udføre en bæredygtig renovering, der både er funktionel og smuk i sit design, og det har de tre vindere i den grad vist, at de kan, på hver deres måde, siger Karen Mosbech, formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg.
En større historie om at genbruge bygninger
I kategorien ‘Bolig’ vandt holdet bag transformationen af de gamle fabriksbygninger Fabers Fabrikker i Ryslinge på Fyn.
På baggrund af en 3D-scanning af de kringlede rum i den gamle fabrik var det muligt at bygge en ny ‘boligboks’ af træ, der passer ind i fabriks-skallen. På den måde fungerer fabrikkens ydermure som en klimaskærm, mens boligen indenunder er fuldt isoleret, fremstillet af bæredygtige materialer og fremstår som ny.
– Det føles meget stort at få den anerkendelse, for vi har i hele holdet gjort os umage på projektet. Det har hele vejen igennem handlet om at være med til at fortælle den større historie om vigtigheden af at genbruge vores bygninger, så det er overvældende at få det markeret på den her måde, fortæller Mads Møller fra Arcgency, der modtog Renoverprisen sammen med resten af holdet bag renoveringen.
En vild drøm og et svært projekt
I kategorien ‘Institution’ vandt holdet bag renoveringen af Vestsalen i ‘Fængslet’ i Horsens, der ikke blot har givet fængslet en ny funktion, men også har spillet en større rolle i at transformere Horsens’ identitet fra fængselsby til kulturdestination.
Med næsten kirurgisk præcision har man gennembrudt den nederste 1,5 etage, så der er skabt en åbning hele vejen fra udearealerne og ind i den ikoniske indergård. Frem for at opføre en ny bygning skræddersyet til events, konferencer og koncerter har man ved at transformere fængslet ikke blot sparet CO2-udledning, men også fået nogle helt særlige rum, som folk kommer for at besøge fra nær og fjern – af egen fri vilje vel at mærke.
– Det er jo et kæmpe skulderklap og en fed følelse, især når det er noget, man har arbejdet på i så mange år. Det var en vild drøm og et svært projekt, hvor det gode samarbejde mellem parterne har været afgørende for, at vi er lykkedes, fortæller Brian Popp fra Casa, der var entreprenør på renoveringen af Vestsalen i ‘Fængslet’.
Nyt liv og værdighed i bygningen
Den tredje vinder i kategorien ‘Erhverv’ blev Retten i Aarhus – Erhvervsarkivet, der har gennemgået en omfattende, men nænsom renovering med respekt for bygningens historie og sjæl.
De tidligere arkivrum med kilometerlange reoler er forvandlet til retssale, møderum og kontorer. Og i den tidligere læsesal er de gamle reoler bevaret og suppleret med kunstnerisk udsmykning.
– Det er jo en fantastisk ære, for det er et projekt, vi er meget stolte af. Det har været en stor opgave at skulle skabe nye funktioner til en fredet bygning, men brugerne har taget den til sig, og det er jo hele betingelsen for, at vi kan renovere og give nyt liv. Der er værdighed i bygningen, fortæller Lone Busk, der var bygherre på projektet.
Udover de eftertragtede prisstatuetter modtog alle holdene bag vinderprojekterne en check på 50.000 kroner.